Til Spindeforeningens Generalforsamling, der løber af stabelen her om 14 dage, er det faldet i min og formand Karins lod at underholde vores dygtige, kreative og søde medlemmer med en lille workshop omhandlende effektgarner.
Vi tager en slags hver (for der er et veritabelt *hav* af forskellige slags, og det ville bare blive for meget på een GF..), laver skriftligt materiale, fortæller og viser, samt uddeler en lille materialepakke til at lave prøver af. Jeg har valgt at demonstrere en teknik der kaldes "corespinning", hvilket nok bedst kan oversættes med "Tråd i Fibersvøb"..
Man har groft sagt en indertråd, som man spinder fibre meget løst og luftigt omkring, så det resulterende garn bliver let og loddent, men alligevel stabilt (p.g.a. kernetråden) selvom det ser skrøbeligt ud. Man kan også vælge at svøbe fastere omkring kernetråden, og så bliver det knap så loddent.
Billedet viser en prøve, hvor jeg har svøbt forskellige farvede fibre omkring en helt tynd uld-kamgarn. Kamgarnet er nogen steder synligt, andre steder dækket - det kan man gøre som man vil. Man kan bruge garnet som det er (selvom det er ubalanceret og nok vil have godt af et dampbad..) eller man kan tvinde det med hvad-som-helst: tynd tråd i kontrastfarve, garn med indspundne perler (det er rigtig flot!) eller med et andet core-spundet garn for dobbelt-fluff-effekt. Mulighederne er uendelige..
Comments
You can follow this conversation by subscribing to the comment feed for this post.