Det er ikke let, synes jeg. Bomuld består af ret korte fibre, dem jeg er i besiddelse af er endda forholdsvis fine og lange, mellem 3 og 5 cm, vil jeg mene. Bomulden ligger i tops, altså kæmmede bånd af fibre, og først forsøgte jeg at spinde det som sådan, fra en ende af. Men det var ikke optimalt, i hvert fald ikke på denne her ten.
Min spinde-værktøj er en såkaldt russisk håndten (fra Gripping Yarn). En fantastisk lækker ten! Den spinder med spidsen hvilende i skålen og med den ene hånd hele tiden støttende (eller næsten støttende) omkring skaftet. Den anden hånd, fiberhånden, er altså alene om at styre fibrene. Den optimale spindemetode på sådan en fætter her er altså kartegarns-metoden, hvor man trækker fiberforsyningen bort fra tenen idet der tilføres sno.
Derfor besluttede jeg at forsøge mig med at lave små bomulds-tejer (kaldes også en puni, og punis i flertal). Uden at være i besiddelse af bomuldskarter gjorde jeg det sådan her:
Jeg trak fibre af min top og placerede dem i et tyndt lag ovenpå en strømpepind. Så lagde jeg en anden strømpepind ovenpå fibrene.
Derpå rullede jeg fibrene ved hjælp af pindene til en lille, ikke alt for stram, pølse. En puni.
Pindene trak jeg forsigtigt ud. Det var svært at undgå at der kom lidt uorden i fibrene når pindene blev fjernet, men det gik så nogenlunde, og mine punis viste sig at være okay til formålet..
Med en puni i fiberhånden, holdt ganske ganske forsigtigt for ikke at ødelægge strukturen, kunne jeg nu spinde bomulden med kartegarnsmetoden og det lange træk. Det gik for det første hurtigere end den spindemetode jeg tidligere havde forsøgt mig med, og garnet blev også meget mere jævnt og gik ikke så nemt i stykker.
Det er stadig ikke helt nemt at spinde bomuld, i hvert fald i forhold til uld og uld-blandinger. Men sådan her går det alligevel nogenlunde uden for store frustrationer. Og med lidt mere træning kan det måske være at jeg en gang ligefrem kommer til at synes at bomuldsspidning er rigtig sjovt :-)
Min spinde-værktøj er en såkaldt russisk håndten (fra Gripping Yarn). En fantastisk lækker ten! Den spinder med spidsen hvilende i skålen og med den ene hånd hele tiden støttende (eller næsten støttende) omkring skaftet. Den anden hånd, fiberhånden, er altså alene om at styre fibrene. Den optimale spindemetode på sådan en fætter her er altså kartegarns-metoden, hvor man trækker fiberforsyningen bort fra tenen idet der tilføres sno.
Derfor besluttede jeg at forsøge mig med at lave små bomulds-tejer (kaldes også en puni, og punis i flertal). Uden at være i besiddelse af bomuldskarter gjorde jeg det sådan her:
Jeg trak fibre af min top og placerede dem i et tyndt lag ovenpå en strømpepind. Så lagde jeg en anden strømpepind ovenpå fibrene.
Derpå rullede jeg fibrene ved hjælp af pindene til en lille, ikke alt for stram, pølse. En puni.
Pindene trak jeg forsigtigt ud. Det var svært at undgå at der kom lidt uorden i fibrene når pindene blev fjernet, men det gik så nogenlunde, og mine punis viste sig at være okay til formålet..
Med en puni i fiberhånden, holdt ganske ganske forsigtigt for ikke at ødelægge strukturen, kunne jeg nu spinde bomulden med kartegarnsmetoden og det lange træk. Det gik for det første hurtigere end den spindemetode jeg tidligere havde forsøgt mig med, og garnet blev også meget mere jævnt og gik ikke så nemt i stykker.
Det er stadig ikke helt nemt at spinde bomuld, i hvert fald i forhold til uld og uld-blandinger. Men sådan her går det alligevel nogenlunde uden for store frustrationer. Og med lidt mere træning kan det måske være at jeg en gang ligefrem kommer til at synes at bomuldsspidning er rigtig sjovt :-)
Meget interessant!!! Jeg tænker straks at jeg må prøve metoden på min moskusuld.
Posted by: Karen S | 10 September 2010 at 19:40