Barfodsløb

Skader (som følge af andre sommeraktiviteter end løb)

Min løbemakker SMS'ede til mig forleden dag, vi havde en løbeaftale: "Jeg kan nok ikke løbe intervaller i dag, for jeg har fået en grillskade!"

Det lød jo lidt mystisk, og da vi senere mødtes fik jeg opklaret hvad en grillskade er. Det er, når man med den brandvarme grillstarter i hånden går barfodet over plænen og træder på en hveps. Den stikker, og man taber derved grillstarteren ned på den anden fods lilletå. På dens vej ned forsøger man at værge lidt for sig, hvilket bevirker et brandsår på benet.
Det er en grillskade, og det er ikke godt for det ambitiøse træningsprogram.

Nu kan jeg så SMS'e til hende og fortælle at jeg har pådraget mig en strandskade ...
Og det gik sådan for sig at jeg på vej ud i søen for at crawle lidt trådte på en trærod på en så uheldig måde at huden under min fod, lige under svangen, blev flået op - av, av! Det er ikke noget voldsomt, men det generer ret meget, og det er slet ikke godt at have nogen som helst form for fodtøj på.
Vil I se? Ja, selvfølgelig vil I det!

Følgerne af et uheldigt skridt på stranden

Så løbeturene står lidt på stand-by lige nu. Jeg havde ellers planer om at skulle til Helgenæs i dag for at løbe en længere trailtur, men det blev så ikke til noget.

Så er det jo godt at der findes alternative træningsformer. Svømning og cykling, f.eks. Og det er jo meget passende lige at få dyrket de to discipliner nu, hvor jeg alligevel kommer med til Silkeborg Tri!
- Jeg fik nemlig tilbud om at købe et startnummer (de har ellers været udsolgt længe) på betingelse af at jeg kunne skaffe en hjælper til stævnet. Det kunne jeg heldigvis godt, så nu skal der vist trænes lidt målrettet frem til min 4. kvarte IM til Danmarks smukkeste triathlonstævne.

I går tog jeg så hul på cykeltræningen i det perfekte vejr: Bjergruten op over Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj og så rundt om Mossø. En stille og rolig tur på 40 km, og strandskaden gjorde kun en smule ondt i cykelskoene.
Her er udsigten fra Danmarks tag: Yding Skovhøj har en lang og ret barsk opkørsel, og der var dømt drikke- og fotopause på toppen ..

Det lille Blå Lyn på Yding Skovhøj

Efter en noget mere behagelig nedkørsel ned til Mossø måtte jeg igen have en tår vand - og tage et par billeder.

Mossø ved Vædebro

Det var en dejlig tur på en suveræn rute! Cykeltræningen skal jeg til at gøre lidt mere ved inden den kvarte IM - det er ikke blevet til særlig meget af den slags i forsommeren.

I horisonten - blot en lille uge efter Silkeborg Tri, som er d. 23. august - lurer der desuden et trail-løb af den lange slags: Julsø Ultra. Dog i light-versionen for mit vekommende, det er "kun" nogen-og-30 km. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med den udfordring!

 

Skadet.

Jeg sidder her i sofaen med venstre ben nonchalant draperet på sofaryggen. Fod og knæ skal helst befinde sig lidt i højderne, for jeg har nemlig slået mig.

I aftes var jeg ude sammen med et par af "Trail-tøzerne", Hanne og Tine. Vi skulle løbe bakkeintervaller, og det gik også vældig fint - lige indtil jeg bankede venstre VFF-beklædte fod ind i en trærod og faldt. Med knæet først. Av. Jeg blev hevet op og skaderne blev besigtiget. Ingen blod, kun en lille hudafskrabning. Skovstien var (bortset fra at den altså havde den dér strittende trærod!) relativt blød at lande på, i hvert fald i forhold til hvis det havde været asfalt.

Det var på de sidste par kilometer af turen, så jeg besluttede mig for at ignorere smerten og luntede roligt videre. Det gik okay.

Bortset fra uheldet var det en skøn omgang bakkefræs, og så i smuk solnedgang!

 I dag humper jeg. Mit knæ er lettere hævet, og meget ømt. Værre er det med min storetå. Den kan jeg næsten ikke bøje uden at det gør ondt, og det gør altså temmelig nas at gå. Og det ser ynkeligt ud når jeg gør det.. Jeg kommer ikke ud at løbe de næste par dage, ser det ud til. Seriøst nederen!

Der er kun 4 dage til på søndag. Da er der Skanderborg Halv-marathon, Søen Rundt. Min søn på 14 år har besluttet sig for at debutere på de 21,1 km rundt om Skanderborg Sø, og jeg har da voldsomt lyst til at tage turen rundt også. Men lige nu ser det desværre ud som om jeg må følge hans tur fra sidelinjen. Hep-hep, Asbjørn!

Hvad der hændte hos foddamen..

- Allerførst vil jeg lige bringe en advarsel. I slutningen af indlægget bringer jeg et før-og-efter-billede, og det er ikke smukt. Det kan måske godt betegnes direkte væmmeligt/grimt/ulækkert. Så er det sagt.

Fodterapeuten i Ry er en rigtig sød og kompetent dame. Så er det sagt. Hun får mine varmeste anbefalinger!
- Jeg ringede til klinikken tidligt i morges og klagede min nød. Hun pressede mig venligst ind mellem to behandlinger, og jeg troppede op til aftalt tid, med nyvaskede fødder.

Mens hun nænsomt undersøgte min stakkels tånegl og omgivelser snakkede vi jo naturligvis om årsagen til miseren: marathonløbet i maj måned, ømheden der opstod på de sidste 15 kilometer o.s.v. Hun havde naturligvis set det hele før og besluttede sig til at forsøge at lindre mit ubehag ved at slibe neglen (der var ret fortykket) godt ned så der ikke ville komme så hårdt pres på den fra fodtøjet.
Mens hun gjorde det spurgte hun om hvilke sko jeg løb i, og jeg måtte jo gå til bekendelse og fortalte om barfodstosseriet og det minimalistiske fodtøj. Foddamen var ikke spor forundret eller fordømmende, slet ikke. Jeg havde egentlig ventet at hun ville stille sig skeptisk overfor løb uden sko eller i helt flade sutter, men næ nej. Det eneste hun spurgte om var hvad jeg gjorde hvis jeg trådte på noget hårdt/skarpt. Om jeg havde oplevet nogen skader af den art. Det kunne jeg jo så fortælle hende at det havde jeg ikke, det var i hvert fald kun i småtingsafdelingen. Grankoglen, som satte sig fast og måtte pilles ud, og sådan..
Men så kastede hun lige et hurtigt blik på mine fodsåler og vupti! - straks var jeg udstyret med to nye diagnoser: en ligtorn og lettere nedsunken forfod. Tag den, barfodsfreak!

Men grund til ingen panik over det. Hun trak lidt på skulderen og sagde at barfodsløb bestemt ikke kunne være nogen skade til i forhold til en nedsunken forfod, nærmest tværtimod. (Det ved vi jo godt, men det er da godt at høre fra en ægte cand.fod!).
Og hvad angik ligtornen, så kunne hun godt grave den væk, sagde hun, men måske ikke lige her 5 dage inden marathonløbet. Og hvis den ikke generede mig, så var det heller ikke livet om at gøre.
Ligtorne, fortalte hun, kommer af trykpåvirkning, og min kunne sagtens være forårsaget af at jeg på et tidspunkt havde trådt et eller andet op i foden. Og det har jeg jo. Multi.
Faktisk generer det engang imellem og jeg bør nok få det fikset. Men altså ikke lige i denne uge..

Jeg synes de sølle 80 kroner behandlingen kostede er godt givet ud. God og lindrende behandling af en fordomsfri og forstående foddame - det var dejligt! Tak for det gode råd du kom med i kommentaren, Jette :-)

Nu kommer det lidt grimme billede..

Før og efter..

Jeg håber den falder af snart!

Min stakkels tå..

Har netop været ude på en lille, rolig skumringstur på 5 km som opladning til strabadserne senere på ugen.
Regnvejr, så jeg tog VFF'erne på. Big mistake! Min venstre storetånegl (som har en gammel skade og som er begyndt at røre på sig nu - NU, God dammit, lige før M-dag!!) ville ikke acceptere at have noget på. Så af med VFF'erne efter en lille kilometer. Nu skulle jeg jo kun ud på en lille tur i dag, men på søndag, mine damer og herrer, så skal jeg jo løbe 42,195 km, og det kan jeg altså ikke klare barfodet.

Ikke noget kønt syn: Blå negl kun delvist camoufleret af afskallet neglelak..

Så hvad gør jeg? Et hurtigt blik på minimalist-skohylden giver mig følgende muligheder til "Danmarks Højeste Marathon" på søndag: Enten løber jeg i mine nye NB Minimus trailsko eller i Leguanoerne. Evo'erne har jeg ikke rigtig lyst til at løbe langt i, og de er jo egentlig også gået i arv til junior.

Lige nu hælder jeg vist til Leguanoerne. De er også dejlig nemme at have i hænderne..

Færdig..

Hold da helt op, hvor er jeg træt! I hele kroppen. Og tung i hovedet. Musklerne er ømme og trætte. Mon jeg er ved at være lidt småsyg, en forkølelse er måske undervejs?

Jeg var jo ellers ude og løbe tidligere i dag. Havde planlagt en tur på ca. 14 - 15 km, men havde lige fra starten ondt i højre baglår, og det blev bestemt ikke bedre som kilometrene gik, så jeg kortede turen lidt af så den blev ca. 8 km i stedet for.

Og jeg løb og overvejede hvorfor jeg mon pludselig havde ondt. Det føltes som en forstrakt muskel, men sidst jeg var ude at løbe var der ingenting. Heller ikke i går da jeg fik mig et par lange cykelture. Men så kom jeg i tanker om en "feber-redning" jeg lavede i aftes, da jeg skulle stige af cyklen efter en ganske kort tur. Jeg havde glemt at jeg havde en nederdel på, og når man har det skal man ikke forsøge at stå af ved at svinge benet bag-over.  Så bliver skørtet nemlig fanget af sadlen og man vælter.. Jeg har lavet det nummer et par gange, men i aftes nåede jeg lige akkurat at redde mig selv fra en ublid landing på gruset i indkørslen.. Men jeg har nok strakt en fiber under stuntet, for i dag gør det altså ondt. Øv.

Jeg tror jeg går tidligt i seng i aften.

Hvad så nu?

2 dage efter løbet sidder jeg her og kommer mig stille og roligt ovenpå strabadserne. Mine ben er næsten ikke ømme længere og det gør nu ikke længere ondt at komme op og gå efter at have siddet ned. Faktisk tror jeg at det vil være på sin plads med en lille forsigtig restitutionstur i morgen..
- Men det bliver uden sko på! For neglene på begge mine storetæer er skadede og ømme. Se selv hvor stakkels den højre storetånegl er..:

Den er ved at blive blå. (Og huden trænger til creme og generel TLC, men det er en helt anden snak..) Den venstre er faktisk også blånende, men det var den højre jeg kunne mærke fra omkring 30 km i torsdags. Jeg skulle have taget mine VFF'ere af på det tidspunkt, men det tænkte jeg desværre overhovedet ikke på.

Jeg har flere mén efter turen, men det bliver altså uden fotodokumentation, for det handler om slidsår lige allerøverst på inderlårene.. Jeg opdagede det først da jeg kom hjem i bad - uha, det sved! Hvad kan jeg gøre for at undgå sådanne trælse små-skader, hvis der nu skulle lægge sig et nyt marathonløb ind i kalenderen engang i fremtiden? - Alle gode råd modtages med tak!

Bortset fra (alt) det har jeg det godt, og har lyst til at finde et nyt M-løb at træne til!! Tænker lidt på Danmarks Højeste ved Ejer Bavnehøj, som jo blev afholdt for første gang sidste år, og hvor jeg var med på den halve M. Det er et godt løb, og i år ligger det den 7. oktober, en måned tidligere end sidst. Så er der større chance for rimelige temperaturer, og jeg vil også kunne nå at restituere inden Himmelbjergløbet 3 uger senere..

Men inden alt det er der jo Etapeløbet Hærvejen (i juni) og den kvarte jernmand ved Silkeborg Triathlon (august) som jeg gerne vil være med til. Så der er da egentlig god grund til at gå i gang med noget træning..

 

M-træning. 21 uger endnu..

Min træningsplan har jeg fundet i det ganske udmærkede "Marathon Magasinet". På side 154 og frem er hver eneste løbeuge i godt et halvt år udpenslet i detaljer for sådan en som mig: debutanten. Løberen der allrede er i en god grundform og som har målet at gennemføre.
Det er Allan Zachariasen der står bag programmet, og det må vel borge for en vis kvalitet skulle man mene. Også selvom han ikke giver en hujende fis for barfodsløb..

Nå, men jeg er altså godt i gang og er nået til uge 8 i  programmet. 21 uger til M-dag. Der er dømt restitution i denne uge, og det er jo ret perfekt lige her op til jul hvor der ligesom også er tusind andre ting der kræver ens opmærksomhed.. Samtidig er det sidste uge hvor jeg får lov til at fede den med kun 3 ugentlige træningspas. Fra på mandag hedder det 4 gange om ugen, værs'go!! Det kommer desværre til at gå ud over enten spinning eller svømning kan jeg mærke, for det har ærlig talt været lidt svært at finde tid til det hele selv med kun 3 gange løb om ugen.
Jeg har besluttet at blogge alle træningspas fra nu af, inspireret af en marathontrænings-blog jeg fandt (og læste med begærlighed) i går: Mit første marathon, som Karsten Krummes skrev tilbage i 2004/05.

Er det nu noget som vil interessere læserne, kan man så spørge.. (hvilke læsere, er der nogen..???) Tja, måske. i hvert fald syntes jeg selv det var meget spændende og lærerigt at læse om Karsten K's rejse gennem træningsprogrammet på godt og ondt, så here goes..

Vi starter altså med uge 8 - 21 uger til Marathon.
Som sagt restitutionsuge, så pinslerne skulle være til at klare. Jeg løber for det meste om tirsdagene (min fridag), torsdag eller fredag og så søndag. Denne tirsdag hed det intervaltræning, men ikke hård. Opvarmning ca 2 km, 25 x 100 meter i lidt højere fart og med 15 sekunders hvil mellem hvert interval, afjogning ca 2 km.
Jeg har ved hjælp af ruteplanlæggeren inde på Endomondo fundet en god og praktisk 100 meter-strækning på en sti. Så jeg løb først de 2 kilometer rundt i skoven - det var meget glat på skovstierne efter nattens lette frost - stille og forsigtigt. På min 100 meter strækning var det heldigvis ikke glat, så jeg behøvede ikke at passe særlig på.
Hvordan holder man så tal på 25 små ture? Jo, jeg havde fyldt lommen op med 12 hasselnøddekerner. Efter hver tur frem og tilbage fjernede jeg en nød fra lommen og over i en anden - det fungerede helt fint.. Tiden på intervallerne havde jeg besluttet skulle være 25 - 30 sekunder, og det passede udmærket. Det var ikke specielt hårdt og jeg kunne godt have løbet intervallerne hurtigere, tror jeg nok..
På det allersidste 100 meter-ryk kom der pludselig en hund gøende og farende imod mig. Øv, jeg blev bange og standsede. Kort efter kom hundeejeren, en stor dreng, og forsøgte at indfange kræet. Det kunne han ikke, den ville hellere ud at løbe med mig, så jeg måtte gå helt hen til ham med hunden. Det er bare møgtræls med alle de løse hunde rundt omkring, synes jeg. Det er jo ikke til at vide hvad det er for en slags hund og hvad den vil, og når den kommer farende lige imod mig i fuld fart bliver jeg altså bange.

I dag løb jeg i kajak-sko. Der var kun 1 grads varme og det var vådt, så kajakskoene blev valgt frem for VFF'erne. På sidste tur (også i kajakskoene) i søndags opdagede jeg efter løbet en ret stor blodudtrædning på ydersiden af venstre fod, lige over lilletåen. Aner ikke hvorfra den er kommet, men jeg antager at jeg har stødt foden mod noget hårdt. Det var været lidt ømt at gå på, men ikke noget særligt. I dag var der intet at mærke fra skaden under træningen, så det er vist på aftagende..


Jeg er rigtig glad for at have en plan at løbe efter. Det giver god struktur på det hele, og tillid til at det kan lykkes. Jeg må dog allerede i næste uge afvige lidt fra planen, da jeg har meldt mig til Nytårsløbet i Herning d. 31. december. Glæder mig til at løbe dette ½-marathon igen. Det var det allerførste ½-M jeg løb, for 3 år siden. Dengang bloggede jeg også om min løbetræning i "1000 km med den GarnGale" - lidt sjovt at genlæse her 3 år efter.. :-)

Løbsberetning.

Vejret var intet mindre end perfekt. Ca. 20 grader, en let vind, spredte skyer.
Starten gik ved Almind Sø lige syd for Silkeborg, og inden løbet var der god tid til at hyggesnakke lidt på plænen ved søen. Fik en ny ven :-), og fik snakket lidt barfodsløb og vist VFF'erne frem til interesserede løbere. Jeg løb hele turen i VFF'erne på grund af mit generende lille ømme "spot".

Det her lige-inden-start-billede er det eneste jeg har taget - jeg var alene afsted.
- Og starten gik og løbet kom hurtigt ind i en god gænge for mig. Måske lidt for god, for jeg kunne høre på min mobils Endomondo-program "coach" at mine kilometer-tider var lige lovlig hurtige.. Men det er svært at ændre på når det går godt, selvom jeg prøvede. Ved 10 km lå jeg på ca. 55 minutter, det plejer jeg bestemt ikke, ikke engang på ture på kun 10 km.. Efter 2. væskedepot ved 11 km kom det rigtig gode sted: ca. 5 km hvor det gik jævnt nedad, og jeg nød det. Straffen kom ved 17 km og 3. væskedepot, hvor ruten forlod den asfalterede sti (jeg havde skiftet lidt mellem at løbe på asfalten og i græs/jord/sand-rabatten) og blev afløst af et godt stykke med væmmeligt grus. På det tidspunkt havde min skadede venstre fodsål allerede drillet og været øm et stykke tid, men dog så det var til at klare. På gruset døde jeg og gik helt ned i tempo, det gjorde bare av at træde på småstenene. Ellers ikke normalt et problem i VFF'erne, men på dette tidspunkt af turen var mine fødder ved at være godt stegt.. Heldigvis blev stien lidt bedre de sidste 2 km inden mål, men jeg havde mistet kræfterne og var nede at gå flere gange på de sidste 4 km ind til Bryrup.
Jeg løb i mål i 2:06, og det er jeg yderst tilfreds med. Det er da vistnok min bedste ½-M tid indtil videre, så ikke dårligt af en halv-gammel kone!
Barfods-evaluering af ruten: De første 17 km vil være perfekt til barfodsløb, og jeg vil prøve det når min skade forhåbentlig snart er helet op. Stien er asfalteret, og rabatten i den grad anvendelig og fin for bare fødder. De sidste 4 km - tjah.. Det vil kunne lade sige gøre, men i stærkt reduceret tempo.
Alt i alt var det er dejligt løb, som jeg nød på størsteparten af turen. Smukt vejr og fint arrangement i det hele taget gjorde det til en dejlig løbsoplevelse.
Da jeg kørte hjem i bilen kunne jeg fra vejen se en af marathon-løberne på stien, videre mod Brædstrup og de 42,195 km. Det kunne godt være mig næste år, så er det ligesom sagt..

Lettere skadet.

I denne uge har jeg været ud at løbe 3 gange. Første tur var barfodet, en ret kort tur på 4,1 km. Ingen problemer der. Næste tur var med VFF'erne, en 10 km, der i og for sig også var problemfri. Men noget må der være sket, for der opstod efter turen en ømhed under foden, lige bag midterste tå. Nøjagtig hvor nedslaget i landingen er. Ikke noget slemt, men da jeg havde planlagt en lang tur til weekenden (18 km) valgte jeg at tage den i VFF'erne også. Efter den halve distance var tilbagelagt begyndte det at gøre ret nas under foden, i hvert fald når jeg ramte ujævnheder på vejen/stien.
I dag er det lidt hævet og ømt at gå på. Øv osse.. Håber det har fortaget sig når der skal løbes Natursti-½-marathon Kristi Himmelfartsdag. Med eller uden VFF'ere.

Skadet, men ikke slået!

I søndags tog jeg afsted på en lang løbetur. Godt 15 km, hovedsaligt på stier og skovveje, men også lidt asfalt. Første kilometer var således på asfalt, og allerede på den strækning landede jeg hårdt på et eller andet (en sten, gætter jeg på) med venstre hæl. Det gjorde væmmeligt ondt, og det blev det faktisk ved med. Jeg overvejede efter et par kilometer at vende om, men gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at løbe uden at belaste venstre hæl, og det lykkedes da også til dels, selvom det var lidt ubekvemt. Bortset fra smerterne fra hælen var det en dejlig tur: godt vejr og rimelig behageligt underlag. Hjemme igen var der ikke som sådan noget at se på hælen, men det gjorde ondt at gå normalt, og den var generelt ret øm.

I går viste der sig et blåt mærke på bagsiden af hælen, men ellers føltes det meget bedre. Kun let ømhed ved belastning.

I dag tog jeg så en kort test-løbetur. 4½ km på min bløde skovstrækning. Det gik faktisk helt godt, og det lykkedes mig at gennemføre løbeturen uden at træde på flere dumme sten. Jeg var *meget* opmærksom.. Blodudtrædningen på bagsiden af hælen er der stadig, men nu kan jeg næsten ikke mærke mere ømhed ved gang-belastning. Og på løbeturen løb jeg pænt forfods-stil, som man jo skal, så der var der ingen problemer. Måske denne akut-skade i virkeligheden hjælper mig til at få indlært en bedre løbestil?