Jeg er helt vildt træt for tiden. Træ, træt, træt. Ikke bare fysisk, men også mentalt. Humøret er ikke godt, og jeg orker bare ikke at træne.
På køleskabet hænger ellers den der, I ved nok: Træningsplanen fra Helvedes Forgård. Med henblik på en halv IM om blot 6 - 7 uger. Denne uge indeholder samlet træning på 10 - 11 timer, sådan nogenlunde fordelt på 2 cykelpas (et langt roligt og et kortere med fart på), 2 løbeture (samme slags som cyklingen) og 2 svømmepas (et med distancesvømning og et med teknikfokus). Desuden noget styrke.
Men det går bare ikke lige nu! Jeg er helt færdig, helt nede og bide i græsset. Jeg overvejer stærkt at forsøge at sælge mit startnummer til Jels Tri. Seriøst.
Jeg har heller ingen fornuftig cykel. Lige nu har jeg en låne-racer med henblik på køb, men penge har jeg ikke og i virkeligheden er det ikke en ældre racer med alu-stel jeg vil have .. Selvom det er en udmærket cykel, og prisen er også fornuftig. Det er bare ikke en tricykel, og det *er* jo bare sådan en jeg gerne vil have. (Men penge har jeg stadigvæk ingen af ..).
Den er desuden punkteret, lånecyklen. Igen.
Jeg er i bund og grund ikke særlig motiveret lige nu. Det er ikke bare cyklingen: jeg orker virkelig ikke at køre i svømmehallen og svømme 120 banelængder. Hvis det regner eller blæser kan jeg næsten ikke trække mig selv ud på løbestierne.
Hvad er der galt med mig???
- Jeg spiser chiafrø hver dag og spiser i det hele taget okay sundt. Jeg sørger for at få sovet, og jeg har ingen skader. Jeg er ret sikker på at jeg får nok at drikke og jeg kan se på min krop at styrketræningen giver pote. Det hele er egentlig som det skal være.
Jeg er bare træt. Gammel, træt, trist og fattig. I en sørgelig forfatning.
Gode råd til hvordan jeg finder træningslysten igen? Eller er der mon en der vil købe en billig tri-billet?
Comments
You can follow this conversation by subscribing to the comment feed for this post.