I dag blev det forår. 10 grader har jeg målt her i min landsby i Søhøjlandet, lige uden for mit køkkenvindue. Vintergæk og krokus vælter op af jorden. I formiddags var det oven i købet solskin, og min gode løbemakker Hanne og jeg drog ud på søndags-langtur.
Det blev en tur i byens "baghave", et varieret skovområde bag ved Lyngbakkerne og ned mod Gudenåen.
Vi løb stille og roligt afsted på de små, snørklede og pletvis temmelig mudrede trails - nød solen og den forårslune vind og fik os en dejlig snak om løst og fast. Et par nye skovstier blev afprøvet.
Ufatteligt at der stadig er uudforskede stier i vores "hood", efter alle de år vi har løbet rundt i terrænet - men det er der! Hanne og jeg vil dog gøre vores bedste for at få dem allesammen udforsket, men det bliver altså kun når vi løber sammen. Jeg er skrækslagen for at møde en arrig hund, hvis jeg af vanvare kommer til at løbe ind på en privat gårdsplads langt ude i skoven. Jeg har prøvet det før. Ikke sjovt. Så explorer-ture foretager jeg kun i selskab med mine seje og respektindgydende løbeveninder!
I dag kom vi faktisk ind på sådan en gårdsplads langt ude i skoven. Der var heldigvis ingen hund, men til gengæld var der en flok særdeles interessante får, som uld-nørden her skal have kigget lidt nærmere på, med henblik på køb af spindeuld! :-)
Nå, men efter knap 11 km sagde jeg farvel til Hanne og tog et par ekstra kilometer for mig selv i det dejlige vejr. Jeg har jo "Træningsplanen Fra Helvede" (den er faktisk fra Torbjørn Sindballes fabelagtige bog "Tri"), som jeg lever mit liv efter for tiden. Planen hænger på køleskabet, og i dag sagde den at løbeturen skulle være på mellem 90 og 120 minutter. Jeg sørgede for at ramme 115.
Jeg ved godt at man ikke skal gøre sig til slave af sit træningsprogram, men jeg har det nu engang bedst med mig selv når jeg nogenlunde overholder den. Frustrationerne får i hvert fald frit løb når planen af en eller anden grund ikke bliver opfyldt. Som f.eks her i mandags, hvor jeg skulle køre en 2-timers tur på raceren. Efter knap 1 time, og tilsvarende langt hjemmefra, punkterede jeg (igen!) på min lukkede ring, og jeg havde ikke lige mulighed for at fikse den on-the-fly. Jeg måtte ringe efter en ven og blive fragtet hjem i bil. Sådan noget bliver man i lidt dårligt humør af! Især fordi jeg allerede havde punkteret 2 gange i løbet af en måneds tid. Men nu er baghjulet monteret med en ny, hårdtpumpet ring, og så håber jeg godt nok at skidtet holder luft gennem hele turen i morgen (og fremadrettet..).
Min træning sigter mod Jels Triathlon, som er den halve IronMan-distance. Jeg skal svømme 1900 meter, cykle 90 km og løbe 21,1 km.
Det virker fuldstændig uoverkommeligt, nu hvor jeg skriver det, men der er 3 og en halv måned til race-day, og jeg tror stadig på at det kan lykkes mig at træne mig op til det. Hvis jeg passer min træningsplan. Og hvis raceren ikke punkterer alt for ofte.
Det er cyklingen, der skræmmer mig mest i forhold til den halve IM. Svømning og løb, det skal jeg nok på en eller anden måde klare, men på cykelturen kan der gå så grueligt meget galt, især med udstyret. Jeg tænker at et kursus i grundlæggende cykel-førstehjælp vil være en god ting for mig at tage. Sådan snart.
Men for at vende tilbage til dagens løbetur i forårsvejr, så var det jo så fantastisk lækkert, det vejr, at tæerne skulle luftes. Det er et par måneder siden jeg sidst har løbet helt barfodet, og hvor var det dog umanerligt dejligt igen at mærke jorden, græsset og mudderet under fodsålerne! Det var kun lige den sidste kilometer, men alligevel. Lidt har også ret, og man skal ikke gå for hurtigt frem efter så lang tids fod-fangenskab i sure (men minimalistiske) løbesko!
Mens jeg nu har jer, lad mig så også lige berette om en helt fantastisk løbeoplevelse jeg havde sidste weekend. En veninde lokkede mig nemlig til at deltage i Thy Trail halvmarathon ("Danmarks barskeste"), og i løbet af 20 vanvids-minutter 3 aftener inden løbet lykkedes det mig at gafle et afbuds-startnummer og kørelejlighed til Klitmøller. Det hele - lokkeriet, beslutningen, køb af startnummer og fix af kørelejlighed) - gik lynhurtigt, og godt det samme, ellers havde jeg måske nået at fortryde undervejs i processen. For det var faktisk med skræk-blandet forventning at jeg tidligt lørdag morgen tog afsted til Cold Hawaii/Klitmøller sammen med Annette.
Vejrudsigten var heldigvis venlig, forstået på den måde at der blev meldt plusgrader, vind fra den rigtige retning og kun en ganske lille risiko for regn. I virkeligheden, da vi om formiddagen steg ud af bilen ved Rennies sommerhus, føltes det ret så rå-koldt. Det blæste temmelig meget, og fem grader i frisk-til-hård-vind ude ved Vesterhavet er ikke specielt lunt. På den anden side var det sidst i februar, og det kunne sagtens have været endnu mere væmmeligt koldt og vådt. Så vi var pr. definition meget heldige med vejret! (Hvorfor frøs jeg så helt vildt??)
Vi halvmarathon-løbere (undertegnede iført Inov8 Trailroc 150 zero-drop minimalist-trailsko, samt varmt tøj) blev fragtet i busser ca. 20 km sydpå, og så skulle vi løbe tilbage til Klitmøller. Ruten var på stranden, i klitterne og i klitplantage, og hver slags terræn bød på sine helt særlige udfordringer. Lad mig straks sige at plantage-strækningerne var de klart venligste. Der var lidt læ, og stierne var af udmærket beskaffenhed. Resten var meget, meget udfordrende. På stranden var der sand (no shit, Birthe??). Løst sand, og løse sten. Gudinden ske tak og lov for medvinden. Havde det blæst fra den anden side havde jeg ikke kunnet gennemføre de trængsler den strand bød på! Rennie og jeg blev hurtigt enige om at løb på stranden er rendyrket ondskab. I hvert fald om vinteren.
I klitterne fik vi andre problemer: Vand. Koldt, mørkt vand. Oversvømmede stier. Det var på ingen måde tilladt at færdes uden for de afmærkede stier, og hvis ruten stod under vand, så var det bare at vade igennem. De første vandpassager var ikke så slemme. Ankel- og knædybde. Fødderne blev iskolde, men nåede dog at blive nogenlunde normale inden næste oversvømmede sti skulle forceres.
Sådan var det rimeligt tåleligt på den første halvdel af turen. Efter 10 km-depotet blev det meget anderledes.. Vandturene blev længere og dybere, og 3 - 4 km før mål måtte vi i vand til navlen to steder. Jeg kan love for at det var en kold fornøjelse! Selv for en garvet vinterbader. Jeg kunne ikke mærke mine fødder, kun i form af is-kulde, og mine ben føltes som tunge stive stolper. Men der var kun en vej, og det var nordpå, mod målet i Klitmøller.
De sidste par kilometer blev tilbagelagt i tung sand på stranden, og det er helt klart den hårdeste finale på et halvmarathon jeg nogensinde har oplevet. Men vi klarede det, alle tre! Annette var inde 10 minutter før Rennie og jeg, og tiden blev min dårligste nogensinde på distancen. Alligevel følte vi os alle tre som vindere, blot ved at have gennemført dette voldsomt vanskelige trailløb.
- Og lige som ved børnefødsler glemmer man smerten med det samme at det er overstået, og er bare lykkelig for resultatet (her: overlevelse..)! Så vi skal da med igen næste år!
I mellemtiden skal det ny-ankomne forår stor-nydes, gerne med lækre barfodsløbeture i moderat tempo, punkteringsfrie cykelture og senere hen svømning i den solbeskinnede skovsø.
Peace out!