For længe, længe siden købte jeg startnummer til den halve IM-distance til Silkeborg Triathlon. Jeg fandt mig også et træningsprogram og gik frejdigt i gang med at forberede mig.
Men engang i juni gik jeg død. Det var for hårdt, tog for meget af min tid, og jeg var bare træt hele tiden. Da jeg nåede en restitutionsuge i træningsprogrammet, og selv den forekom mig ubærlig barsk, kastede jeg håndklædet i ringen. Jeg solgte mit startnummer og var lettet.
Men så her forleden dag så jeg tilfældigvis at der var et par afbuds-startnumre til salg. På den kvarte IM. Se, det var jo straks noget andet, og jeg lagde straks billet ind på et. Og fik det.
I morgen går det så alligevel løs ved Almindsø!
Grundformen er vel okay. Jeg har løbet en del her i sommerperioden, men ikke svømmet og cyklet ret meget siden jeg droppede planerne om den halve IM. Alligevel tror jeg godt jeg kan klare mig igennem og få en god oplevelse.
I dag skal der bare slappes godt af (og pakkes grej) og jeg skal ikke blot spise og drikke, næ nej.. Jeg skal carboloade og hydrere!
Det bliver hårdt. Ingen tvivl om det. Men vejret ser ude til at blive rigtig fint, cyklen er klar og jeg glæder mig. Jeg overvejer ligefrem at tage løbeturen i bare fødder..
Jeg rammer søvandet i morgen kl. 11.30 og hvis alt går vel, både svøm-cykling-løb, løber jeg i mål efter ca 3 timer og et kvarter.
Der må gerne heppes og krydses fingre.
Comments
You can follow this conversation by subscribing to the comment feed for this post.