Jamen, det gik jo godt. Altså ikke helt så godt, rent resultatmæssigt, som sidste år, men det lå ligesom i kortene.
Cykling og svømning har jo ikke været så højt prioriteret på træningsplanen her på det sidste, og det kunne man aflæse på i hvert fald cykeltiden. Men mere om det lige om lidt.
Først MÅ jeg jo lige lovprise hele arrangementet!
Det er virkelig smukke og naturskønne omgivelser dette stævne har placeret sig i - Almindsø er top-lækker både at skue og at svømme rundt i, og så var det jo herligt vejr oven i købet.
Min "Verdens Bedste Triklub", SMT, havde som sædvanlig helt styr på logistikken og det hele kørte som smurt i olie..
Jeg ankom i god tid med cykel og alt det grej der nu skal bruges - hvilket ikke er så lidt! Nåede lige at se deltagerne på den halve ironman crawle afsted i den 20 grader varme sø.
Banen er 950 meter, og vi på den kvarte svømmer en tur, mens de halve jernmænd må tage turen to gange. På samme måde med cykelrute og løbetur.
I mit stille sind var jeg glad for at jeg kun skulle gennem strabadserne x 1, men et eller andet sted trækker det jo lidt, tanken om de lange distancer..
Nå! Men mens de seje halve jernmænd og -kvinder svømmede færdigt begyndte jeg så småt at gøre mine ting og cykel klar i skiftezonen, fik tisset af og kom i våddragten.
Det er en anelse stressende at gøre klar. Alting skal ligge klar i den rigtige rækkefølge, og det hele skal tjekkes og dobbelt-tjekkes øfr man er sikker.. Det er lidt OCD-agtigt. Er chippen på plads, har jeg husket mine cykelsko og sidder svømmebrillerne nu også stadigvæk i panden..? Det sidste tjekkes indtil flere gange på vej ned til søen..
Klokken 11.30 gik starten.
Jeg havde placeret mig helt ude på venstre fløj. En helt bevidst plan for at undgå klump-svømning, og det var da også en god strategi! Jeg havde god plads, især indtil vi kom forbi anden bøje, og kunne faktisk svømme ret uhindret hele vejen. Det resulterede da også i en svømmetid der var et helt minut hurtigere end sidste år - yay!
- Det var jo et herligt vejr..
Da jeg var blevet installeret på min dejlige cykel "Det Blå Lyn" og glad trillede afsted, gik der næsten hygge-tur i den.. I hvert fald nød jeg cykelturen voldsomt og det viste sig senere at min gennemsnitsfart også lå lige lovlig lavt, i hvert fald i forhold til sidste år. Jeg tabte en 3-4 minutter på den konto. Men det var super at køre den smukke, bakkede tur til Virklund, Asklev, Vrads, Gjessø og Silkeborg. Og ingen tekniske problemer undervejs, phew!
Efter sådan en trille-tur skulle man tro at benene var top-klar til de afsluttende 10,5 kms løbetur. Men det var ingenlunde tilfældet! Benene var som gele og det behagelige cykelvejr ændrede sig med et til at blive alt for varmt svede-vejr!
For lidt cykel-træning de sidste 2 måneder (altså efter jeg droppede planerne om halv jernmand). Der skal strammes op!
Men på med FiveFingers og solskygge og så afsted ud i bøgeskoven. Det kan godt være det er en skøn-herlig løberute, men det var jeg ikke rigtig i stand til at værdsætte på det tidspunkt. Jeg overlevede på ren viljestyrke, tilskuernes og de andre SMT'eres opmunterende "hep" og på væske- og energidepoterne, der heldigvis var strøet ud med generøs hånd!
Jeg sluttede i tiden 3:11:12.
Det er okay, men 3 minutter langsommere end sidste år, og det kan kun komme til at betyde en ting: Mere tempo-træning fra nu af! Intervalløb. Turbo-crawl. Bakkespurter.
Yngre bliver jeg jo ikke, så der må knokles hårdt for at holde status quo, og endnu hårdere hvis jeg vil forbedre mig.
Jeg har lige lagt en langsigtet plan. Jeg vil ikke komme ind på detaljerne endnu, men kan da sige at de kommende 12 måneder bliver ben-hårde og fuld af udfordringer og spændende motions-events. Førstkommende begivenhed er allerede d. 7. september, hvor jeg stiller op til 7-9-13 marathon oppe ved Randers.
Det skal nok blive fedt!
Comments