D. 7. september løber jeg 7-9-13-marathon oppe ved Randers. Glæder mig! Men hvad søren skal man nu tage på?
De nye eller de gamle FiveFingers?
Det er jo fuldstændig samme model, blot med halvandet års ancienitet og masser af kilometer til forskel.. VFF SeeYa er til dato de bedste løbe-futter jeg har haft. De er højtelskede fordi de er lette, sidder perfekt på min fod og er meget nemme at putte tæerne i. Det sidste kan ellers godt være svært, eller i hvert fald kan det være langvarigt, i nogle af de andre VFF-modeller jeg har.
De gamle er - gamle. Som sagt ca. halvandet år. De har løbet et veritabelt hav af kilometer, inklusive 2 marathonløb. Der er lidt huller i stoffet hist og pist, og bunden er mildt sagt godt slidt. Men de hænger stadig sammen og de skarver med garanti ingen steder. Og med minimalistisk løbe-fodtøj er der jo ikke nogen stødabsorberings-effekt man skal tage hensyn til.
De nye har jeg kun løbet omkring 20 km i. På første tur, der var ca. 10 km, kunne jeg godt mærke en lille skarve-tendens på den ene hæl. Og en anelse klem på højre storetå. Så jeg er lidt i tvivl nu - bliver det de nye eller de gamle til marathonløbet?
Måske jeg bare skal tage begge par med. Det er jo rundeløb, så hvis det ikke fungerer med det først valgte par FiveFIngers, så kan jeg jo egentlig bare skifte, eller simpelthen smide skoene og løbe barfodet (hvis underlaget tillader det). Ja, det må blive planen!
Planer er gode at ha'.
På træningssiden lige nu er planen at jeg skal slappe lidt af. Nogle korte ture på 5 - 10 km i roligt tempo hen over ugen, en lidt længere rolig tur (ca. 15 km) i weekenden, og så igen korte hyggeture i næste uge. Nedtrapning. Opladning.
Men der er liiiige et lille udfordrende bakke-trailløb der skal klares i morgen. Det er Himmelbjergegnens Trail-serie der skydes i gang, med første bakke-udfordring ud af i alt 4 henover året. Der løbes i bakkerne omkring Knøsen (tæt ved Himmelbjerget) og selvom ruten, der skal gennemløbes to gange, kun er 4,2 km, kommer det til at føles som det dobbelte. Det er hårdt, stejlt, vildt og sjovt.
Jeg tager sønnen (på 14) med. Han var også med på en af turene sidste år og klarede sig rigtig godt på den krævende rute.