2 dage efter løbet sidder jeg her og kommer mig stille og roligt ovenpå strabadserne. Mine ben er næsten ikke ømme længere og det gør nu ikke længere ondt at komme op og gå efter at have siddet ned. Faktisk tror jeg at det vil være på sin plads med en lille forsigtig restitutionstur i morgen..
- Men det bliver uden sko på! For neglene på begge mine storetæer er skadede og ømme. Se selv hvor stakkels den højre storetånegl er..:
Den er ved at blive blå. (Og huden trænger til creme og generel TLC, men det er en helt anden snak..) Den venstre er faktisk også blånende, men det var den højre jeg kunne mærke fra omkring 30 km i torsdags. Jeg skulle have taget mine VFF'ere af på det tidspunkt, men det tænkte jeg desværre overhovedet ikke på.
Jeg har flere mén efter turen, men det bliver altså uden fotodokumentation, for det handler om slidsår lige allerøverst på inderlårene.. Jeg opdagede det først da jeg kom hjem i bad - uha, det sved! Hvad kan jeg gøre for at undgå sådanne trælse små-skader, hvis der nu skulle lægge sig et nyt marathonløb ind i kalenderen engang i fremtiden? - Alle gode råd modtages med tak!
Bortset fra (alt) det har jeg det godt, og har lyst til at finde et nyt M-løb at træne til!! Tænker lidt på Danmarks Højeste ved Ejer Bavnehøj, som jo blev afholdt for første gang sidste år, og hvor jeg var med på den halve M. Det er et godt løb, og i år ligger det den 7. oktober, en måned tidligere end sidst. Så er der større chance for rimelige temperaturer, og jeg vil også kunne nå at restituere inden Himmelbjergløbet 3 uger senere..
Men inden alt det er der jo Etapeløbet Hærvejen (i juni) og den kvarte jernmand ved Silkeborg Triathlon (august) som jeg gerne vil være med til. Så der er da egentlig god grund til at gå i gang med noget træning..
Vaseline er det mange bruger. Jeg kan ikke selv forlige mig med shorts eller tights, der giver slidsår, så jeg holder mig til de modeller og mærker, jeg har gode erfaringer med. For mig virker både Fusions tights og shorts. Andre mærker giver mig slidgener i skridtet (ingen fotodokumentation her fra heller!).
Jeg løb Himmelbjergløbet forrige år - måske skulle jeg gentage succesen igen i år? Jeg har en anden aftale den weekend, hvor du løber etapeløb - det ville ellers være fedt at gense området ved Vrads i bare fødder! :-)
Hilsen
Peter :-)
Posted by: Petersh | 05/19/2012 at 06:59 e.m.
Tak for vaseline-rådet, Peter. Det vil jeg huske næste gang jeg løber marathon. (for der bliver et næste gang!)
Jeg synes bestemt du skal skrive Himmelbjergløbet i din kalender. Det er sidste søndag i oktober, så der er godt tid til at få trænet lidt bakker :-)
Posted by: Birthe P | 05/20/2012 at 03:20 e.m.