Barfodsløb

Færdig..

Hold da helt op, hvor er jeg træt! I hele kroppen. Og tung i hovedet. Musklerne er ømme og trætte. Mon jeg er ved at være lidt småsyg, en forkølelse er måske undervejs?

Jeg var jo ellers ude og løbe tidligere i dag. Havde planlagt en tur på ca. 14 - 15 km, men havde lige fra starten ondt i højre baglår, og det blev bestemt ikke bedre som kilometrene gik, så jeg kortede turen lidt af så den blev ca. 8 km i stedet for.

Og jeg løb og overvejede hvorfor jeg mon pludselig havde ondt. Det føltes som en forstrakt muskel, men sidst jeg var ude at løbe var der ingenting. Heller ikke i går da jeg fik mig et par lange cykelture. Men så kom jeg i tanker om en "feber-redning" jeg lavede i aftes, da jeg skulle stige af cyklen efter en ganske kort tur. Jeg havde glemt at jeg havde en nederdel på, og når man har det skal man ikke forsøge at stå af ved at svinge benet bag-over.  Så bliver skørtet nemlig fanget af sadlen og man vælter.. Jeg har lavet det nummer et par gange, men i aftes nåede jeg lige akkurat at redde mig selv fra en ublid landing på gruset i indkørslen.. Men jeg har nok strakt en fiber under stuntet, for i dag gør det altså ondt. Øv.

Jeg tror jeg går tidligt i seng i aften.

Superfood for løbere.

Løbemagasinet landede her på matriklen for et par dage siden. Altid dejligt når det gør det, så er der dømt restitution på sofaen.. :-)
Denne gang har de en artikel om rødbeder. Denne dejlige rodfrugt skulle angiveligt forbedre sportslige præstationer markant fordi dens høje indhold af organisk nitrat gør at musklerne arbejder uden at skulle bruge så meget ilt. Så trættes musklen ikke så hurtigt, og man syrer ikke så hurtigt til. Andre gode rødbede-effekter beskrives også, men dette her er det væsentlige i forhold til at forbedre udholdenheden.

Da jeg jo elsker rødbeder, både bagte, syltede, rå og i flydende form som juice er det dejlig læsning. Andre yndlings-grøntsager er også fulde af det udholdenheds-fremmende nitrat: spinat, selleri og karse, blandt andet.
Fra nu af vil jeg altid tænke på det gode rødbeden gør for min fysiske præstationsevne mens jeg nyder dens velsmag!

Så tænkte jeg: hvilke andre slags mad bruger jeg på den ene eller anden måde i forbindelse med motion? Og der er faktisk en hel lille liste af ting som jeg anser for at være gode for min træning på den ene eller anden måde. Det vigtigste i den forbindelse er nok chia-frø.

Chia-frø stammer fra Mellemamerika, og mit kendskab til dem stammer fra bogen "Born to Run" af Christopher McDougall. (Læs den!!). De nærmest sagn-omspundne ultra-løbende mexicanske indianere anser chia-frøet for at være mad der i særlig grad giver styrke. Og ordet chia betyder angiveligt netop det. Styrke. De små frø er simpelthen propfulde af protein og kostfibre.
Herhjemme er frøene endnu ikke godkendt som fødemiddel, men kan købes i helsekostbutikker og må gerne bruges som f.eks drys på bagværk på linje med birkes. Men man kan jo sagtens komme til at spilde en ordentlig håndfuld af dem ned i bolledejen. Det kommer jeg nemt til - jeg er lidt fummelfingret når det kommer til det.. Man kan også komme til at tabe et par skefulde chiafrø ned i noget juice, og måske lidt citronsaft og honning oveni. Efter en times tid har frøene så suget væske og er svulmet op så konsistensen bliver som gele eller nærmest som marmelade. Sådan et lille "uheld" kommer jeg jævnligt til at lave..

Så er der jo de gammel-kendte løber-fødevarer som f.eks bananer. Det er hurtig (og sund) energi både før og efter træningen. Lige sådan nødder og mandler. Og rosiner.
Og her for nylig kom jeg også til at kende en anden elsket energi-bombe som en rigtig god kilde til hurtig energi, nemlig disse søde små bjørne:

De var supernemme at slæbe med på marathon-løbet og et par stykker af dem gav mig et hårdt tiltrængt energi-boost lige da jeg havde allermest brug for det.. :-)
Sunde er de næppe, men lige i den situation var de perfekt superfood for i hvert fald denne løber..

Hvilken slags mad bruger I derude som god og styrkende mad? Er der noget specielt I spiser eller drikker op til et løb, eller under løbet? Hvad med bagefter? Hvad restituerer man bedst på efter en hård omgang træning? (kaffe og chokolade ligger højt på min hitliste her..)
Jeg vil rigtig gerne vide det, og måske på denne måde få endnu flere gode madvarer på min liste over særlig god løber-mad!

Og dagens træning, sådan lige som fodnote til al denne mad-snak: 2 x 3,7 km barfodsløb henholdsvis ned til og hjem fra skovsøen. Desuden 900 meter svømning i selvsamme sø, der nu er næsten svømmehals-lun. Det var fantastisk!!

Lykke er hygge i skygge..

Damn, det er varmt for tiden! Næsten for varmt til træning. Men så er det en klar fordel at være barfodsløber, og tendensen smittede da også af på mine fire løbe-veninder på morgenens knap 11 km lange tur ud i det grønne. De var friske, smed de overophedede (og sikkert små-sure) sko og løb med helt nøgne fødder sådan ca. en kilometer til sidst. Way to go, girls!
Jeg glemte desværre at fotodokumentere, og det er da en skam, for det er bestemt ikke hverdagskost at se 5 barfodede amazoner komme spurtende på sti-systemet her i vores landsby.
- Endnu da! :-)

D. 10. juni håber jeg at vi bliver en endnu større flok barfods-løbere. Den dag har jeg nemlig inviteret til fælles barfods-løbetur her i "mit" område. Jeg har lavet en rimelig barfods-venlig rute på ca. 14 km, men sådan at den kan kortes af til det halve hvis man ikke lige er til den lange distance. Så alle burde kunne være med: tempoet bliver stille og roligt, og bagefter er der kage! Se mere om barfods-hyggeturen her, sæt kryds i kalenderen og meld dig gerne på hvis du vil med på hygge-løbetur i bare fødder eller minimalistisk løbefodtøj.

 

Ren barfods..

= møg-beskidte tæer!

Min søn og jeg sammenligner såler efter hhv. fodbold og løbetur. Og så i vaskebaljen med dem!

Siden marathonløbet for en uge siden har jeg ikke haft løbe-fodtøj på. Det er jo i den grad vejr til at lufte tæerne, og jeg har nydt mine korte hygge-ture helt barfods. De sidste to gange, i forgårs og her til aften, er løbeturen gået til skovsøen, hvor jeg har taget mig en lille badetur inden turen hjem igen. Vandet er skønt, slet ikke koldt, men man skal godt nok være hurtig med af- og påklædning for ikke at blive overfaldet af de afsindig mange sultne myg der huserer dernede..

Fødderne er jo ikke helt vant til så meget frihed, og til så meget direkte kontakt med underlaget. Det er jo ikke kun i løbe-situationen at jeg render rundt uden sko på. Det er hele tiden lige nu, fra morgen til aften, i værkstedet mens jeg arbejder, på indkøb, havearbejde, ude og hjemme. Det er faktisk kun når jeg cykler (klik-pedaler kræver ditto sko) eller kører bil jeg ikke er barfodet. Så jeg kan godt mærke at fødderne er lidt brugt. Men det er stadig på en god måde. Der er en rar, lidt prikkende, fornemmelse efter løb, men generelt kan jeg godt mærke at mine fodsåler er en anelse følsomme. De kan ikke klare hvad som helst endnu..

Endelig sommer!

Det er helt klart barfodsløberens bedste tid på året. I hvert fald er det den perfekte årstid for de kuldskære barfodsløbere (det er min kategori).
Her 3 dage efter marathonløbet følte jeg mig klar til en lille restitutionstur, så jeg drog stille og forsigtigt ud i Lyngbakkerne på bare fødder. Det var bare *så* dejligt at løbe uden fodtøj, og det blev til 5 km i roligt og behersket tempo.
Benene havde det meget godt og var ikke specielt mærkede af de 42 km i torsdags, men der er stadig en generel træthedsfornemmelse i kroppen.
Fødderne har det fint her efter årets hidtil længste tur i helt bare tæer.

Efterfølgende har jeg siddet lidt ved PC'en og fulgt med i Copenhagen Marathon. Nu var det ret så koldt og blæsende i torsdags til mit marathon, men jeg er faktisk helt lettet over at det ikke var i dagens vejr jeg skulle løbe den lange tur. Det så ret så varmt ud for de over 12000 deltagere.
Et par stykker fra vores fantastiske Barfodsgruppe på Facebook deltager i CPH Marathon, den ene på helt bare fødder og den anden i Huaraches sandaler (tror jeg nok). De er begge kommet i mål med fine tider. Flot løbet, Povl og Eva!

Hvad så nu?

2 dage efter løbet sidder jeg her og kommer mig stille og roligt ovenpå strabadserne. Mine ben er næsten ikke ømme længere og det gør nu ikke længere ondt at komme op og gå efter at have siddet ned. Faktisk tror jeg at det vil være på sin plads med en lille forsigtig restitutionstur i morgen..
- Men det bliver uden sko på! For neglene på begge mine storetæer er skadede og ømme. Se selv hvor stakkels den højre storetånegl er..:

Den er ved at blive blå. (Og huden trænger til creme og generel TLC, men det er en helt anden snak..) Den venstre er faktisk også blånende, men det var den højre jeg kunne mærke fra omkring 30 km i torsdags. Jeg skulle have taget mine VFF'ere af på det tidspunkt, men det tænkte jeg desværre overhovedet ikke på.

Jeg har flere mén efter turen, men det bliver altså uden fotodokumentation, for det handler om slidsår lige allerøverst på inderlårene.. Jeg opdagede det først da jeg kom hjem i bad - uha, det sved! Hvad kan jeg gøre for at undgå sådanne trælse små-skader, hvis der nu skulle lægge sig et nyt marathonløb ind i kalenderen engang i fremtiden? - Alle gode råd modtages med tak!

Bortset fra (alt) det har jeg det godt, og har lyst til at finde et nyt M-løb at træne til!! Tænker lidt på Danmarks Højeste ved Ejer Bavnehøj, som jo blev afholdt for første gang sidste år, og hvor jeg var med på den halve M. Det er et godt løb, og i år ligger det den 7. oktober, en måned tidligere end sidst. Så er der større chance for rimelige temperaturer, og jeg vil også kunne nå at restituere inden Himmelbjergløbet 3 uger senere..

Men inden alt det er der jo Etapeløbet Hærvejen (i juni) og den kvarte jernmand ved Silkeborg Triathlon (august) som jeg gerne vil være med til. Så der er da egentlig god grund til at gå i gang med noget træning..

 

Natursti Marathon 2012

I ugen op til løbet havde jeg flere gange dagligt tjekket DMI og det så mildest talt ikke godt ud. Påklædningsplanerne vekslede, i takt med den skiftende vejrudsigt, mellem de lange tights og de halvlange - bare ben i løbeskørt var 100% sikkert helt ude af billedet.
Da morgenen oprandt og den endelige beslutning skulle tages blev det så til lange tights, langærmet bluse, tynd løbejakke og tåsokker i VFF'erne. På det nærmeste et vinter-outfit, og det var også det rigtige valg.
Det var altså rigtig hundekoldt. Under 10 grader, barsk kold vind og ligefrem en hidsig haglbyge hilste os velkommen ude ved Almindsø ved middagstid.
Men så kom Peter Piskeben og sagde hej med et stort varmt smil, og så var det som om solen skinnede igen! :-)

Og det gjorde den faktisk også. Fra det øjeblik starten gik kl. 13 og resten af dagen kom der ikke en dråbe, solen skinnede fint men koldt var det stadigvæk, og vinden var hård.

De første 5 km løb jeg i en lille gruppe sammen med Peter, en fyr i en Klub100-marathon bluse og så en anden debutant. Det var hyggeligt med lidt små-snak til at starte på. Klub100-fyren havde nogle guldkorn at dele ud af mht at disponere sin tur og finde sit tempo, så det tog jeg til efterretning og lod mig falde bagud efter at vi havde passeret Virklund.

Det gik jo rigtig godt. Som ventet nærmest for godt, og jeg havde svært ved at holde farten dernede hvor den skulle være. Men jeg fik dog sat en lille dæmper på de (stadig) friske ben og det lykkedes mig at passere 10 km da der var gået præcis en time. Ikke helt tosset.

Jeg nød turen. Der var jo overhovedet ingen trængsel på stien og jeg tullede bare stille og roligt afsted og nød på den pragtfulde natur, med skov, marker og hedelandskaber. De ganske få heppende tilskuere fik et smil og et "tak for støtten" tilbage. Max hygge og fortsat gode ben.

Ved 18 km var alting stadig rosenrødt. Jeg havde drukket planmæssigt ved depoterne og var ved godt mod. På det tidspunkt besluttede jeg at give mig selv lov til at tage en gåpause for hver 2. km resten af turen efter 20 km. På den måde kunne jeg dele det op i 11 meget små løbeture, og det virkede psykologisk meget trøsterigt.

Da jeg kom til Bryrup, hvor ½-marathonløberne løb i mål, var jeg faktisk rigtig glad for at skulle løbe videre. Jeg var fuld af energi og der var ikke skyggen af misundelse i mit sind overfor alle dem der løb i mål ved Bryrup Skole. Tilskuerne råbte "God tur!" og jeg var helt enig! :-)

Men kort efter, ved 22km-depotet, mødte jeg Peter Piskeben, der mærkeligt nok kom gående den forkerte vej. Peter fortalte at han havde valgt at stoppe der, mens legen var god. Rigtig ærgerligt for ham, men stor respekt over for den beslutning.
Jeg er meget glad for endelig at have mødt Peter IRL. Nu har vi chattet og blogget og været Endomondo- og FB-venner i meget lang tid, så det var rigtig dejligt endelig at se ham i levende live. :-)
- Peter, regn med at du snart får en invitation til noget barfods-hygge hos mig. Jeg skal bare lige ha' planlagt en rute og fundet en dato!

Efter Bryrup var jeg Palle alene i verden. Langt forude kunne jeg af og til øjne en anden løber, men ellers var der totalt tomt mellem Bryrup og Slagballe. Solen skinnede, fuglene pippede og vinden var i ryggen. Det gik fint, men jeg kunne godt mærke at trætheden var begyndet at sætte ind. Min gå-pause for hver 2-km udsatte jeg dog hele tiden, for den følte jeg ikke behov for.
Og hvor blev Muren af? "Bring it on! For jeg er klar!", tænkte jeg (måske lidt overmodigt) ved omkring 27 km, for efter hvad jeg havde læst og hørt var det på det tidspunkt man kunne forvente at banke ind i den berygtede marathon-mur. Det tidspunkt hvor alting gør ondt og hvor man både fysisk og mentalt er mere end parat til at give op.

Alting *var* faktisk begyndt at gøre ondt, men da slet ikke i en sådan grad at jeg tænkte på at opgive. Brædstrup kom i sigte på omtrent samme tidspunkt hvor min højre storetå begyndte at være øm, og hvor musklerne i baglårene for alvor begyndte at kunne mærkes. Jeg blev også øm over lænden, og menstruationssmerterne (ja, for den $€%¤/£€$!'s menstruation indfandt sig jo selvsamme morgen, 2 dage for tidligt..) begyndte at gøre sig gældende.
Jeg trængte til lidt trøst, og fandt det i 4 vingummibamser som jeg fiskede frem fra lommen. Det hjalp lidt.

Inde i Brædstrup City stod min familie og heppede og vinkede, det var rigtig dejligt!! 32 km, så var der kun 10 tilbage, og 10 km kan man jo altid klare, ikk? Desuden havde jeg jo lov til at gå lidt for hveranden km, og det begyndte jeg så at gøre på dette tidspunkt.
Fra Brædstrup skulle vi løbe 5 km ud til Tønning og lidt videre mod Gammelstrup, hvor der var vendepunkt. Der var medvind og det gik pænt ned ad bakke derud. Grimt at tænke på hvordan hjemturen så i sagens natur ville blive, så det lod jeg være med.. I stedet åd jeg noget druesukker og prøvede at fokusere på mine 2-km's intervaller.
Familien stod også i Tønning og skubbede mig videre. De sagde at det gik godt. Okay, det troede jeg så på og løb videre. Ved vendepunktet var jeg meget træt, men med kun 5 km til mål tog jeg mig lige sammen og tullede videre på mine trætte og ømme ben.
Modvind og op ad bakke. 2-km intervallerne blev suspenderet og jeg tog nu mine gå-pauser nærmest uden at viljen var med ind over. Det var sådan set nærmest noget benene selv bestemte. Viljen måtte så til for at sætte i løb igen. Mine kilometer-tider blev meget langsomme her på den sidste del at turen, over 7 minutter.

Me så var der pludselig kun 2 km tilbage, og jeg vidste at det var klaret! Kort efter var jeg i Folkeparken i Brædstrup, og her skinnede solen, folk klappede og jeg fik en medalje om halsen. Det var så fedt!!!

- Lidt at drikke og spise, og så var det (med støtte af datteren) af med VFF'erne i en fart..

Banan, chips og så en kopfuld af den mest pragtfulde urtesuppe jeg nogensinde har fået.. Den opskrift kunne Naturstimarathon godt ta' og lægge ud på deres hjemmeside..

Den officielle tid er ikke kommet endnu, men jeg målte det selv til 4 timer og 28 minutter, og det er jeg voldsomt tilfreds med!

I dag har jeg det overraskende godt. Benene er naturligvis mega-ømme og skal overtales lidt til at komme i gang når man lige rejser sig, men jeg havde troet det ville være værre. Tørstig og sulten er jeg, men det er jo egentlig lidt ligesom det plejer..
Og hvad så nu?
Jeg har tilmeldt mig et løb i juni og til august lokker Silkeborg triathlon. Allermest lokker dog rolige løbeture på helt bare fødder, men først om nogle dage..

42,195 km

Det var mega-langt og det var mega-hårdt. Men jeg klarede det, mit første marathonløb. Min tid blev ca. 4 timer og 28 minutter, så der er noget at arbejde med.. Er for træt til at skrive om løbet nu, så løbsberetningen kommer i morgen.. Men her er jeg med min medalje:

Yes!!!

God energi.

Sådan bedre sent end aldrig er jeg gået lidt i tænkeboks omkring hvilken form for energi jeg skal medbringe på marathonturen på torsdag (OMG!! Der er kun 5 dage til!! Kan vi ikke lige spole tiden et par uger tilbage??), for der bliver jo helt sikkert brug for noget at styrke sig på undervejs..

På mine træningsture har jeg ikke haft noget med. Kun vand og en sportsdrik med elektrolytter, men uden sukker/energi. Sportsdrikken fungerer fint, så den tager jeg noget med af. Men så skal der jo noget kulhydrat til også.
Energi-geler bliver det ikke. Jeg har aldrig brugt sådan noget nymodens pjat, og det er ligesom for sent at begynde at eksperimentere med nye rutiner nu. Så jeg tænker at lidt frugt i form af banan og rosiner må kunne gøre det, og så har jeg købt nogle druesukkertabletter til brug i en tilspidset situation.
Jeg har ret nemt ved at gå sukkerkold, også sådan i dagligdagen, især et stykke tid efter at jeg har spist noget sødt. Det lyder måske lidt paradoksalt, men jeg tror at det skyldes at kroppen reagerer på sukkerindtaget med at skynde sig at producere noget insulin. Så bliver der åbenbart fyret lidt for meget insulin af og blodsukkeret falder hurtigt igen. Resultatet er en ubehagelig følelse af let svimmelhed, rystende hænder og mathed i hele kroppen. Min bedste kur i den situation er faktisk at fylde en en skål havregryn med mælk og rosiner på systemet, men det er jo ikke videre praktisk mens man løber marathon.
Så rosiner og nødder i lommen, og et par druesukkertabletter. Sportsdrik og vand i bæltet, bare to små flasker. Der er depoter med vand og vistnok saftevand for hver 6. km, sådan cirka, men det kunne sagtens tænkes at jeg ville have brug for lidt vådt ind imellem, og da jeg i forvejen er vant til at løbe rundt med væskebælte på vil det vel være okay.
Der er åbenbart også frugt ved nogen af depoterne, men man kan jo aldrig være sikker på at der er noget tilbage når man kommer dryssende sidst i feltet..

Så er der vejret. Det ser ikke alt for stabilt ud, og det ser ud til at det godt kunne blive ret blæsende. Der skal løbes i sydlig retning.

Der bliver næppe brug for faktor 30-solcremen, men regnjakken skal da helt sikkert med. Oh well..

Mine seneste 2 træningsture har været dejlige, men korte: en på 5 km på 30 minutter ude i bakkerne og en på knap 8 km på 42 minutter. Så er der to tilbage: en 5 km i morgen og en kort en med lidt intervaller på tirsdag. Nogle lange cykelture i denne uge har kunnet mærkes i lårmusklerne, så det har vel givet lidt styrketræning, tænker jeg.

Er jeg så ved at være klar? Tror jeg på det?
- JA jeg er og JA jeg gør!!

Det smitter!

I aftes var jeg ude på en rolig 10'er sammen med løbe-veninderne. Dejligt vejr var det, og på den sidste kilometer hev jeg VFF'erne af for ligesom at mærke verden.. Og se hvad mine med-løbere gjorde et lille stykke tid efter:

Er dette mon 2 nye barfodsløbere man ser her? Tjah, måske. I hvert fald havde de mod på at prøve hvordan det er at løbe med bare fødder, på den sidste halve kilometer! :-)
Jeg er spændt på om det er noget der vil gentage sig hen over sommeren..