Den lange er netop overstået, og der kommer lidt beretning og fotos, men først må jeg lige kort fortælle om den tur jeg løb sammen med Annette i torsdags, og som jeg med skam at melde helt har glemt at blogge om!!
Vi havde aftalt en tur på en lille times tid, og det blev en dejlig varieret og ret bakke-rig en af slagsen. Vi klarede at miste orienteringen en smule ude i skovområdet bag Lyngbakkerne ned mod Hejnæsvej, men efter at have fulgt en fuldstændig ukendt og godt smattet dyreveksel et stykke vej og hoppet over en bæk kom vi da til sidst ud på Hejnæsvej. Knap 11 km blev det til.
Da jeg kom hjem opdagede jeg at mine nye VFF SeeYa havde givet min ene hæl en vabel. Lidt øv.
Så dagens langtur foregik i de gamle VFF KSO, og med vabelplaster på. Jeg startede ud ved 9-tiden sammen med datteren, der skulle i skole. Farvel til hende og så løb jeg først opad i retning mod Himmelbjerget. Drejede af og løb, dels i skoven, dels langs vejen, ned mod Ry. Her er min rute, så kan man følge lidt med..:
Jeg tog et par snapshots undervejs. Det første ved ca. 5 km, hvor der står nogen af landets tidligst udspringende bøgetræer. De har været smukt lysegrønne i en uges tid nu, langt før alle de andre bøge i nabolaget, der først springer ud nu.
Kort derefter drejede jeg ned af Munkedalen mod Birksø. Den sti var en first-timer for mig, men det vil bestemt ikke være sidste gang jeg tager den, for smukkere skovsti skal man da vist lede længe efter. Var lige ved at tage en forkert side-sti, men kom tilbage på sporet..
Ved Birksø måtte kameraet frem igen, i øvrigt i forbindelse med min første drikkepause.
Ved 8 km krydsede jeg vejen og løb langs næste sø på ruten: Ry Møllesø. Her glemte jeg at tage billeder, sorry about that! Men I tror mig sikkert når jeg siger at der var lutter smukke udsigter langs sø-stien.
Derpå løb jeg ad Hejnæsvej og Engvej langs først Gudenåen, dernæst Salten Å. Ved 15 km løb jeg ind på Gl. Saltenvej (den onde, stenede vej..) ud til Salten Langsø:
Udsigten over søen, efter knap 19 kms løbetur, er alle prøvelserne værd! (men det var nu ellers hidtil gået fint..)
Efter 20 km begyndte det så at blive lidt hårdt. Der var syre i lægmusklerne og det ene knæ føltes lidt.. brugt. Det var lige før det knirkede. Der kom ømhed over lænden og stenene i grusvejen føltes ekstra skarp-kantede og svære at undgå. Et par ekstra korte gå-og-drikke-pauser reddede mig, og endelig var jeg hjemme i parcelhushaven igen. Kaninen fik en orn'li syg håndfuld skvalderkål og jeg fik noget vand. Begge var glade. Men temmelig brugt ser man da ud efter 24½ kilometer løbende sight-seeing langs søerne:
- Og det var så den længste tur inden Marathon! 24½ km. Der er godt nok langt op til de 42,195.
Nu starter nedtrapningsperioden altså. Ren afslapning, hyggeløb, god mad og restitution frem til d. 17. maj..
Hej Birthe
Jeg fik også en vabel på min hæl, første gang jeg løb i mine SeeYa. Heldigvis sker det ikke længere, og jeg har løbet mine langture i dem uden problemer. Jeg håber, at de (eller du) bare lige skal løbes til. ;-)
Er det ikke skønt med nedtrapning? For mit vedkommende optrappes nervøsiteten dog samtidig, så jeg glæder mig til at have overstået mit lille projekt i Hamburg på søndag.
Hilsen
Peter
Posted by: Petersh | 04/24/2012 at 05:39 e.m.
Så er de røget i vaskemaskinen. "See Ya" lige om lidt, når I er fri for mudder og forhåbentlig lidt blødere i hælen.. Jeg er så glad for dem, så håber virkelig de falder til inden M-dag.
Og du skal i ilden på søndag!!! Glæder du dig? Ja, det gør du selvfølgelig, og jeg glæder mig vildt meget til at læse om hvordan du oplever turen.
Nedtrapning er skøøøønt.. Har lige løbet 6 km i Silkeborg Vesterskov. Ren hygge.
Posted by: Birthe P | 04/25/2012 at 08:45 e.m.