Dette er en løbsberetning, men lad mig lægge ud med at bringe et bibelcitat..
Matthæus, kap 7, vers 13 og 14:
"Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"
Et trailløb leder i sandhed løberen ind på de smalle stier og trange veje, og ved at følge disse smalle og ofte svært fremkommelige stier er der stor chance for at man finder ind til den ægte løbeglæde. sådan har jeg det i hvert fald :-)
Dette er nok både første og sidste gang man oplever mig citere den hellige bog, men dagens løbeoplevelse var da også noget ganske særligt.
De godt 16 km, med start ved Rørbæk Sø langs først Skjern Å, så til Tinnet Krat hvor begge de store vandløb fødes, så langs den nyfødte Gudenå og ind til Tørring, ledte os løbere igennem noget af det smukkeste terræn man kan forestille sig. Sø, åer, kildevæld. Eng, mark, skov og krat. Sumpet, mudret, glat, tørt, blødt, ondt og rart terræn. Der var det hele, en totaloplevelse af en løbetur.
Og så var det over i købet godt vejr.
Jeg tog billeder. Her er der gang i opvarmningen ved Rørbæk Sø:
Vi var lidt over 100 løbere på den lange rute. Hurtigt kom der spredning på og det meste af tiden kunne jeg højst se et par stykker af mine medløbere. Lidt hyggesnak (mest om VFF'ere og barfodsløb) blev det til undervejs. Det er der jo fint tid til når ambitionsniveauet ikke er så frygtelig højt.. Og flere fotos:
Kuperet terræn til overflod, og smukke udsigter!
Ved Gudenåens kilde serverede en ung mand frisk Gudevand for os:
Direkte fra kilden, måske endda med dafnier. Smagte herligt og var dejlig koldt!
Videre gik turen langs den smalle Gudenå, gennem sumpede enge og storslået natursceneri:
Jeg er ked af at mine fotos er lidt slørede - sådan er det jo med mobil-fotos. Men tro mig, det var smukt derude..
Og smattet. Især den sidste del af turen gav våde og møgbeskidte fødder/sko, og der var vist flere der fik trukket skoene af af mudder-monsteret.. Mine VFF'ere sad heldigvis godt fast, men mudrede, det blev de:
(Og tjek lige hullet i mine gode gamle VFF KSO, snøft!)
Tilbage ved ActionZone i Tørring blev der serveret pastasalat, brød og frugt. Det gjorde godt! Der var nogen der fik præmier. I goodiebag'en, som alle fik, fandt jeg sportsdrikkelse, frugt/nødder, müslibar, drikkedunk og et par kompressionsstrømper - wii!! Det var slet ikke ringe!
Det var alt for denne gang. Nu synes jeg sofaen synger sin sirenesang, det lyder meget lokkende..