Kviksølvet balancerer lige omkring minus 10. Det er pænt koldt. Men løbes skal der jo, når Planen dikterer det, så på med de 3 lag (svedtransporterende inderst, isolerende lag næst og vindtæt yderst), hue, vanter, uldsokker og kajaksko og så afsted på aftenens tur der havde denne overskrift: roligt tempo, 50 - 55 minutter.
Det blev til lige knap 9 km og 54 minutter. Is i øjenvipperne og på overlæben. Efter omstændighederne en god løbetur (det er jo altid rosenrødt bagefter). Dog glemte jeg at smøre læberne med vaseline, det kan godt mærkes nu og sikkert også i morgen. De er sarte over for kulde, de læber, og da jeg også cykler til og fra arbejde (5½ km hver vej) er det vigtigt at jeg beskytter dem. Tæerne havde også svært ved at få varmen i aften. Ikke alarmerende kolde, men det er som om det her nærmer sig en grænse..
Næste løbetur er skemalagt til søndag kl. 14. Det er på døgnets varmeste tidspunkt, så måske er vi (løbepigerne og jeg) heldige og får kun omkring 5 graders frost.
Comments
You can follow this conversation by subscribing to the comment feed for this post.