Masser af dem! Hanne og jeg begav os ud på en 15 kilometers tur i den store hvide natur ud omkring Ryhule, perlerækken af småsøer i Addit Skov og hjem igen.
I dag havde jeg de varme kajaksko på, med hjemmehøvlede uldsokker indeni. Det var dejligt. Temperaturen var lige omkring frysepunktet, og sneen sneede som sne nu gør når det er snevejr. Rimelig sidelæns, for det blæste noget.
Vores tempo var stille og roligt, med hyppige drikkepauser undervejs. Da det var Hannes første tur på den rute måtte jeg også lige vise hende den smukke Kildebakke-sø, der om sommeren har en fantastisk turkis-grøn farve. Den farve var der ikke i dag, men smukt var der alligevel, og kildevandet brusede flot og vildt ud i Hulsø Bæk.
Hanne havde noget bøvl med det glatte føre i sine løbesko og gled et par gange. Et problem jeg overhovedet ikke havde i mine flade futter. Vi snakkede (og afprøvede) lidt teknik med hensyn til forfodsløb, det hurtige løft af fødderne, korte skridt og bøjede knæ, og jeg tror faktisk ikke hun var helt afvisende for at prøve barfods-teknikken af - engang. :-)
Tilbage ved Hannes bil havde vi løbet lige godt 15 km. Vi sagde farvel og jeg tog et par kilometer mere op gennem byen, forbi møllen og så hjemad på trætte ben. Da jeg var næsten hjemme (ca. 200 meter tilbage) smed jeg kajaksko og uldsokker og tog det sidste stykke på bare tæer i sneen. Uhadada, det var chokerende koldt og jeg kunne næsten ikke holde det ud!! Men det gav mig et kæmpesmil på læben - det er bare det bedste at løbe helt frit! Jeg glæder mig til foråret.
Denne uge har jeg løbet omking 48 km. Og det har faktisk ikke været så slemt..
Det lyder som en rigtig dejlig tur! Selv uden forår. :-)
Har tæerne fået varmen igen?
Posted by: Petersh | 01/29/2012 at 06:18 e.m.
Ja, det var en herlig tur i winter-wonderland! Tæerne har det lunt og godt her i sofaen, under en uldplaid.. :-)
Posted by: Birthe P | 01/29/2012 at 07:29 e.m.