Så oprandt dagen for dette smukke og halv-hårde trail-løb. Det var fjerde gang jeg deltog, og jeg har virkelig glædet mig! Ikke blot fordi jeg er en sucker for at løbe i skov, bakker og smuk varieret natur, men også fordi jeg i år kunne forvente at møde et par andre barfods-entusiaster, som jeg indtil i dag kun kendte fra FB-gruppen Barfodsløb. Gitte og Morten hilste jeg kort på lige inden løbet gik i gang. Min datter pegede Morten ud for mig: "Se, ham der har helt bare tæer!" Og det havde han jo, men VFF'erne pakket ned i bæltet til brug i nødstilfælde. Gitte spottede vi på VFF'ene og det glade smil.. :-)
Derudover var der jo en hel flok af de lokale løbevenner der skulle ud og kæmpe årets kamp mod "Bjerget i Baghaven": Tine, Tove, Hanne, Anders, Heidi og Anette, plus nogle flere.
Ja, vi kender jo efterhånden ruten, og de forhold vi kunne forvente derude: Først og fremmest bakkerne. Mange af dem, og ret hårde. Jeg har ladet mig fortælle at den lange 15,1 km rute byder på omkring 380 højdemeter. Det er immervæk en hel del..
Så afsted med os! Jeg løb 15,1 km'eren, og her starter jeg ud, i samtale med Hanne, sammen med resten af startgruppe 2.
Turen gik fint. De første ca. 5 km er faktisk de sværeste, sådan rent terrænmæssigt, med en del singletracks, mudder og smat. Glat smat, som man nemt kunne komme galt afsted på. Det gik heldigvis uden uheld, og derefter kørte det bare som en leg! Der var god fart i VFF'erne og alting føltes let og godt. Ved væskedepotet ved 7 km kom Morten susende forbi, stadig helt uden fodtøj på. Imponerende!
Jeg kunne se ham et stykke foran mig mens han legende let (sådan så det i hvert fald ud længere nede fra) forcerede bakken op til H.C. Andersens Bænk. Jeg måtte jo ned at gå på det sidste stykke af den stigning. Men alle mine kræfter var ikke brugt, og resten af turen gik også helt fint - dog med et par gå-ture mere..
Den sidste km var jo op ad selve Himmelbjerget. Jeg *har* løbet den hele vejen op på en træningstur for en måneds tid siden, men det kunne jeg desværre ikke helt præstere i dag. Da jeg fik øje på min gemal fik jeg dog lidt ekstra kræfter og satte i løb. Han havde jo også kameraet fremme, så det..
De fleste af mine med-løbere havde på dette tidspunkt kapituleret og gik op det sidste stykke.
- Så var jeg i mål! Jeg havde ikke selv taget tid, og på skrivende tidspunkt er der endnu ikke kommet officielle resultater, men det gik faktisk rigtig godt, og jeg løb på ca. 1½ time. Sådan her ser et par VFF'ere ud efter 1½ time på Bjerget og omegn:
Her kommer Anders kort efter i mål i flot stil:
En halv banan og en flaske vand indenbords, så var jeg klar til foto-session sammen med Morten og Trine (som jeg først mødte på det tidspunkt):
Trine havde løbet 9,6'eren, hvilket også gav særdeles mudrede VFF'ere..
Lidt efter fandt jeg Gitte, der også havde løbet 9,6. Her er vi i gang med at forklare de indlysende fordele ved at løbe i minimalistisk fodtøj til en sko-løber, der godt nok syntes det var noget mærkeligt noget og at VFF'erne så ret underlige ud..
Himmelbjerg, tak for i år! Vi ses igen sidste søndag i oktober 2012. Og selvfølgelig en masse gang inden da til gode løbe-, cykle- og vandreture :-) Med eller uden sko..
Comments
You can follow this conversation by subscribing to the comment feed for this post.