Det blev lidt af en orienterings-gyser, da der i dag blev afviklet Brutal Cross på det militære øvelsesterræn ved Finderup. Vi blev lidt advaret af stævnespeakeren inden løbet startede: "Der plejer altid at være nogen der farer lidt vild, men endnu har vi da ikke mistet nogen derude.."
Om der er gået nogen tabt i dag ved jeg ikke, men kunne faktisk godt frygte det. Mærkningen af ruten var mangelfuld og nogen steder bortblæst, og det skabte kaos, især på de steder hvor ruterne krydsede hinanden eller sig selv (der var 3 ruter: 5, 10 og 21,1 km).
Det var så det negative udbrud. Lige bortset fra min lille afstikker ud på heden i forkert retning, og forgæves spejden efter hvide plastikbånd mange steder undervejs, kom jeg vist rimelig fornuftigt igennem labyrinten, og jeg synes det var en kanon-herlig rute!! Ud i den rå natur, i blødt sand og mudder, koloenorme vandpytter, stejle stigninger. Og regnvejr. Det var vådt, det var hårdt, det var brutalt og det var smukt!!
Min nye FB-ven, Jens Buhl Christensen, som jeg løb lidt bagefter på noget af ruten, tog nogle skønne fotos undervejs, og jeg har fået lov til at bruge et par af dem her på bloggen.
Det foregik i FiveFingers i dag, men det var bare så fint barfods-underlag! Næste år bliver det på nøgne fødder, helt bestemt.
Min tid på de 21,1 km blev ret dårlig i forhold til hvad jeg plejer. Det man man sikkert godt forstå når man ser stiernes tilstand. Meget stejle skråninger, med huller og kratere og store vandpytter. Mange steder var det bare nemmere at gå/klatre.
Et langt stykke løb jeg sammen med Anette her, og hun klarede at få os igemmen den værste labyrint ude omkring 7 - 9 km - det havde hun bare styr på!! Men jeg sakkede bagud og endte helt alene ude på heden - og klarede helt selv at løbe forkert, vende om og finde tilbage på ruten igen..
Der var smukt derude, og så i regnvejr.
Jeg håber at IFK Motion næste år får styr på rute-afmærkningen så det bliver lidt nemmere at finde rundt, for jeg glæder mig allerede til at løbe ude i det skønne terræn igen!