De varme kajak-futter er lagt væk og nu foregår løbeturene i enten FiveFingers eller med slet ingenting på fødderne. Hvis jeg løber en morgentur har jeg som regel VFF'erne på, for det er stadig koldt på det tidspunkt, men senere op ad dagen er det efterhånden så lunt at tæerne kan få frisk luft.
Jeg er glad for at kunne konstatere at det ikke er som at starte helt forfra, selvom jeg i ca et halvt år praktisk talt ikke har løbet fuldstændig barfodet overhovedet. Det er som om fodsålerne trods alt er lidt hærdede, måske af at løbe i fladt fodtøj. Der er jo ikke meget sål i de kajaksko, jeg har tydeligt kunnet mærke sten og andet gennem dem.
Men nu er det så nu jeg skal begynde barfods-træningen til forsommerens Natursti ½-marathon fra Silkeborg til Bryrup. Det sker d. 2. juni, så der er stadig god tid.. :-) Sådan rent totalt barfods-mæssigt er jeg kun oppe på at have løbet godt 5 km endnu, og i morgen planlægger jeg en tur på 7 km. De længere ture foregår stadig med VFF'ere.
Jeg er ikke helt sikker på om jeg løber Naturstien med VFF'erne eller uden. Det må tiden vise.
Comments