I søndags tog jeg afsted på en lang løbetur. Godt 15 km, hovedsaligt på stier og skovveje, men også lidt asfalt. Første kilometer var således på asfalt, og allerede på den strækning landede jeg hårdt på et eller andet (en sten, gætter jeg på) med venstre hæl. Det gjorde væmmeligt ondt, og det blev det faktisk ved med. Jeg overvejede efter et par kilometer at vende om, men gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at løbe uden at belaste venstre hæl, og det lykkedes da også til dels, selvom det var lidt ubekvemt. Bortset fra smerterne fra hælen var det en dejlig tur: godt vejr og rimelig behageligt underlag. Hjemme igen var der ikke som sådan noget at se på hælen, men det gjorde ondt at gå normalt, og den var generelt ret øm.
I går viste der sig et blåt mærke på bagsiden af hælen, men ellers føltes det meget bedre. Kun let ømhed ved belastning.
I dag tog jeg så en kort test-løbetur. 4½ km på min bløde skovstrækning. Det gik faktisk helt godt, og det lykkedes mig at gennemføre løbeturen uden at træde på flere dumme sten. Jeg var *meget* opmærksom.. Blodudtrædningen på bagsiden af hælen er der stadig, men nu kan jeg næsten ikke mærke mere ømhed ved gang-belastning. Og på løbeturen løb jeg pænt forfods-stil, som man jo skal, så der var der ingen problemer. Måske denne akut-skade i virkeligheden hjælper mig til at få indlært en bedre løbestil?
Comments