Barfodsløb

Træningsture og øm hæl.

Mine 3 seneste løbeture har været 100% barfods. Man må sige at vejret jo også indbyder til det :-)

I søndags tog jeg en aftentur på godt 4 km. Det var min sædvanlige gode skovrute, som jeg løb to runder på. En varm og smuk aften var det, hvor en masse mennesker sad klistret til skærmene der viste en eller anden finalekamp i noget fodbold.. Mine fødder havde det godt, både under og efter.

Tirsdag formiddag tog jeg på en længere explorer-tur. Jeg ville prøve at lære nye stier at kende nede omkring Gudenåen, og forhåbentlig på den måde lave mig en lang rute der er god til barfodeløb. D.v.s. uden for meget grus..Jeg må indrømme at jeg for en lille smule vild ude i engene. Stierne endte i sumpede marker og førte ingensteder hen, så jeg løb lidt frem og tilbage og rundt inden jeg endelig fandt et sted jeg genkendte og som var en del af min planlagte tur! Derefter gik det fint, men da der var ca. 3 km hjem begyndte mine fødder at blive ret ømme. Min venstre hæl gjorde ondt, vistnok fordi jeg havde trådt på noget hårdt, og jeg måtte løbe på en måde så det sted blev skånet mest muligt. Det kunne så mærkes i lægmusklen dagen efter!! I alt blev min tur på 11 km, og på trods af genvordighederne undervejs var det en dejlig tur, i gråvejr med støvregn. Det er bedre for mig end høj sol og varme.

I går torsdag tog jeg min datter med mig på 4 km turen, 2 gange rundt i skoven. Hælsmerterne dukkede op igen ca. halvvejs henne, og desuden var jeg uheldig at træde på noget meget hårdt, hvilket gav mig smerter i den anden fod også. Min pige er en superløber og jeg må virkelig lægge mig i selen for at holde trit med hende. Hun er 11 år og ønsker allerede at løbe ½-marathon.. Måske barfodet.

Næste uges træningsture kommer til at foregå på ukendt grund. Vi skal på ferie, i sommerhus på Bornholm, og jeg glæder mig! Google-maps viser en herlig sandstrand tæt ved vores lille hus, så der er bestemt basis for nogle herlige pjaske-løbeture i vandkanten langs de bornholmske strande.

Mini-triathlon

Det var perfekt vejr i lørdags til det lille mini-triathlon arrangement, som Odder Atletik afholdt i forbindelse med havnefesten i Hou. Lige i overkanten varmt, faktisk.

Jeg ankom til Hou sammen med Susanna og Christian lige tids nok til at nå at melde os til, og få gjort grejet klar. Triathlon-konkurrence var helt nyt for os alle tre, men heldigvis var stævnet med sine nogle-og-80 deltagere småt nok til at det var overskueligt.. Cyklerne kom på plads og tøj og sko blev lagt parat, lige til at hoppe i efter svømmeturen.

Svømningen foregik i havnebassinet. 380 meter i 20 grader lunt vand. Efter en let følelse af panik lige i begyndelsen, fordi svømmerne lå så tæt, slappede jeg af og svømmede stille og roligt ud til bøjen og ind igen ved hjælp af brystsvømning. Crawl duer jeg ikke til, ikke særlig lang tid, i hvert fald. Det skal trænes!

Op af vandet og i småløb hen til cyklen. Jeg hev shorts på over badedragten, og så strømper og løbesko på. Jeg ejer ikke cykeludstyr, så mit løbetøj måtte agere cykeltøj også. Det var nu kun shorts der blev brug for, på grund af varmen.
.
Cykelturen på de 18 km gik planmæssigt, i pænt jævnt tempo igennem det flade landskab. Tilbage i Hou igen skulle cyklen på plads og så var det tid til de 4,2 km løb.

Af en eller anden grund valgte jeg at beholde mine sko på, hvilket jeg lidt fortrød. Det var ekstremt varmt under løbeturen, hvor jeg mest koncentrerede mig om at finde skygge og få mig noget vand - lidt indenbords og resten i håret. Der var tæt på de 30 grader, og bare fødder ville sikkert have hjulpet lidt på velværet. Min sluttid blev på 1 time, 23 minutter og 34 sekunder. Dermed imødekom jeg begge mine mål: At gennemføre  på under halvanden time og ikke at ende på sidstepladsen :-)

På vejen hjem var vi 3 alle en lille smule oppe at køre: vi havde klaret en tiendedel ironman, og det havde været en rigtig sjov og positiv oplevelse at være med. Det er noget der skal gentages en anden gang, det var vi rørende enige om!

Men at svømme crawl.. Det skal altså trænes!


 

10 kilometer.

Man kan godt blive lidt ærgerlig når ens yndlings-ruter, som er på skovveje der primært bliver brugt at cyklister og løbere/fodgængere, bliver overhældt af meget groft grus/skarpe sten. Det kan godt være det er godt at køre på. Men det er totalt uegnet underlag for alle andre, både cyklister og fodgængere. Og her tænker jeg også på løbere med sko. Jeg har prøvet at cykle på den ny-grusede vej, og det var ikke nemt, ikke engang med MTB-cykel. Jeg har løbet der med sko på, hvilket var ret ubehageligt, fordi stenene er vildt grove og skrider under skoene.

I dag ville jeg så ud og løbe 10 km barfodet, og en lille del af min rute havde jeg valgt skulle være på den famøse ny-renoverede skovvej. Heldigvis kun en ca. 1 kilometer, for det var totalt umuligt at færdes på. Jeg måtte helt væk fra vejen og ind i skovkanten, hvor jeg måtte slås med tidsler, fyrrekogler og hindbærkrat - og en hel del sten, der var blevet smidt ved siden af selve vejen. Det siger sig selv at den del af min løbetur gik ekstremt langsomt. Jeg kunne stort set kun gå/liste på den del af turen. Det gav også en del mygstik..

Resten af turen gik fint. Jeg løb ca. halvdelen af turen på asfalt, hvilket jeg vil til at vænne mig til med henblik på Skanderborgløbet til september. Asfalt er godt og jævnt løbeunderlag, men meget varierende i grovhed. Jeg skiftede mellem asfalten og rabatten med græs og sand, og generelt set var det en fin løbetur. Når man ser bort fra den stenede vej, altså.

En slidt og beskidt fod får sig her et lille hvil efter 10 strabadserende kilometer..

På lørdag deltager jeg i et mini-triathlon, der byder på 380 m svømning, 18 km cykling og 4,2 km løb. Jeg er ikke helt sikker på at det bliver barfodsløb, men måske. Vi får se!

Fuldblods barfodsløber

Jason Robillard, der er ophavsmand til siden "The Barefoot Running University" og forfatter til "The Barefoot running Book" fortæller i denne artikel at man skal regne med omkring 6 måneders tilvænning før man er oppe på samme antal kilometer og samme fart som da man løb med sko.

I dag løb jeg 4,3 km barfodet, og for første gang løb jeg under 6 minutter pr. kilometer. Jeg tror jeg bliver fuldblods nu!

For meget..

Det var vist lige i overkanten med en ½-marathon kun godt 2 måneder henne i barfods-karrieren. Fødderne har været ømme. Slemt mandag, lidt bedre tirsdag og tåleligt onsdag. Især min højre fod har været medtaget, og har generet ved gang, når foden bøjes. Venste fod har været helt okay, bortset fra sådan lidt forventelig ømhed efter at have været godt brugt..

Men torsdag morgen var jeg klar til en barfods-tur igen. Min sædvanlige 5½ km's natur-rute med det hele: asfalt, græs, grus, jord, rødder, lyng, grannåle, sand, mudder og brændenælder. Det gik fint - en herlig tur, helt uden problemer. Dagen efter var den dog (lidt) gal igen: højre fod protesterede en smule. I dag tog jeg sko på og løb afsted på en 10-kilometer. Det var frygtelig varmt, selvom det var kl. halv otte i morges, og da der manglede 2 km tog jeg skoene af og fortsatte turen med skoene i hænderne. Ikke optimalt, men dog trods alt bedre end at koge fødderne møre i de varme sko. Da fødderne kom ud i det fri gik løbet meget bedre, omend fodsålerne føltes lidt trætte og ømskindede.

Lige nu overvejer jeg resten af sommerens løbeture: skal jeg gå 100 % barfodet eller skal jeg skifte lidt som jeg har gjort hidtil? Jeg er fristet af tanken om helt at droppe skoene, men tænker også at det måske engang imellem vil være praktisk at finde skoene frem. og hvad med Skanderborg ½-marathon til september: Sko eller ej?