I går løb jeg 21,1 km langs stranden, fra Nymindegab til Hvide sande. Den halve distance på North Sea Beach Marathon 2010 blev skudt i gang præcis kl. 12, og vejret kunne ikke være mere perfekt, med sol og en let vind. Personligt kunne jeg nu godt have bruge et par skyer til at skygge for den stegende sol, men for tilskuere og badegæster var strandvejret helt i top!
Jeg havde jo besluttet at løbe denne ½-marathon barfodet, men uden at være helt sikker på om jeg nu kunne holde til det. Derfor havde jeg aftalt med min familie at de skulle have mine sko klar sådan ca. efter 10 km. Men det gik bare så fint og at tage skoene på kom slet ikke på tale. Havde de nu stået og vifte med dem ved 14 km-mærket havde jeg måske taget imod dem..
Der var blødt, løst sand. Der var fugtigt, hårdt sand. Der var sten, men de var ikke skarpe. Og der var vand. Dejligt køligt vand.
Jeg fandt hurtigt ud af at det var mest behageligt at bevæge sig lige der, hvor bølgerne kysser stranden. Der var sandet fast og stenene færrest. Og til forskel fra de fleste af mine med-løbere (der var et par stykker mere uden sko) behøvede jeg jo ikke at bekymre mig om at få våde, tunge sko. Det var helt igennem herligt at løbe, i hvert fald de første 11 km.
Som sagt sad min familie ved 11 km mærket ved Skodbjerge. De tilbød mig mine sko. Jeg vinkede afværgende og fortsatte glad, vel vidende at der kun var sølle 10 km igen. Men kort derefter blev stranden anderledes. Der var flere sten. Sandet var grovere. Jeg måtte udsøge mig min løbevej med omhu, og gå nogle steder. Fødderne begyndte at blev lidt.. følsomme.
Efter ca. 14 km var stranden igen fin, men følsomheden under fødderne havde ændret sig til decideret ømhed. 2 km mere, og jeg var sikker på at nu var der vabler! Jeg turde ikke at stoppe op for at se efter - hvad skulle det også nytte? - Nu skulle jeg jo bare se at komme til Hvide Sande.
Benene var trætte. Lægmusklerne gjorde ondt af det ekstra arbejde i sandet. Det var faktisk rigtig, rigtig hårdt!.. Der var enkelte klappende tilskuere, og det gav lidt energi. Det samme gjorde pit-stops'ene. Der var rigelig med væske-stationer undervejs, og der kunne man også snuppe sig et stykke banan eller energibar. God service!
3 km inden mål var jeg sikker på at mine fodsåler hang i laser. Det føltes helt nøjagtigt sådan. Men når jeg løb ud i vandet sved det ikke, og det tog jeg som et tegn på at huden trods alt nok var hel endnu..
Den sidste kilometer talte jeg mig igennem. Det gør jeg næsten altid til sidst når det for alvor bliver rigtig hårdt: tæller mine skridt og tager på den måde meter for meter.. Så kom min søde datter og løb med mig de sidste 200 meter op mod målet, og så, endelig slut! Vand, vand, vand.. Noget at spise og så en badetur i det vidunderlige Vesterhav!
Min sluttid blev 2:25:22. En langsom tid i forhold til mine tidligere ½-marathons. Men jeg tror ikke jeg kunne have gjort det bedre med sko på. Det er ufattelig hårdt at løbe i sand. Men det var en lækker oplevelse, et godt arrangeret løb og en succes-oplevelse at gennemføre et ½-marathon barfodet!
Her, morgenen efter, har jeg lidt problemer med højre fod. Der er ingen vabler, mærkeligt nok. Min venstre fod er helt okay, omend lidt "træt", men min højre har vist fået en lille skade af en art. En form for muskelforstrækning, føles det nærmest som. Det gør rimelig ondt når jeg bøjer tæerne opad, og når jeg går. Lidt hævet er foden også, både underneden og de to tæer ved siden af storetåen. Men mon ikke det går over i løbet af et par dage?
Comments