Hvad skal nu det gøre godt for? Er sko ikke opfundet for at beskytte fødderne og for at give støtte under løbet? Tjoh, det er jo i hvert fald den gængse opfattelse, men nylig forskning har vist at det langt hen ad vejen er meget sundere for kroppen at løbe uden fodtøj på. Det forebygger simpelthen en masse af de skader som løbere ofte går og døjer med. Det var noget jeg læste et sted. I "Ingeniøren", og i "Nature", var det vist.
Links kan jeg finde og poste senere, men lige nu vil jeg bare fortælle om hvordan jeg har oplevet mine tre første løbeture i bare tæer siden jeg var barn (og det er immervæk en del år siden!):
Disse første gange uden sko har jeg faktisk startet *med* sko. Har læst et sted at man skal gå langsomt til værks med denne nye træningsform. Så jeg løb en 10 kilometer med sko på, og da jeg kom hjem i haven smed jeg sko og sure sokker og løb en forsigtig tur på knap 1 kilometer. Stille og roligt, med stor fokus på hvor jeg satte mine fødder, og på hvordan underlaget føltes. Jeg løb lidt på fortov, på hårdttrampet sti med sand/grus og lidt på græs. Fortovet var hårdt. Stien var bedre, men der lå mange småsten man kunne træde på. Græsset var klart det bedste underlag: blødt og køligt. Jeg klarede den uden skader, og ligesådan har jeg klaret tur nr. 2. Her gjorde jeg barfodsdelen en anelse længere, ca. 1½ km uden sko efter 4 km med sko. Denne gang var det en kold fornøjelse. Nattefrosten havde været på spil og jeg er en frossenpind.. Men også denne gang uden efterfølgende skader eller ubehag.
3. tur var 2,4 km med bare tæer efter 7,4 km i sko, og denne gang var jeg en lille tur på skovstierne. Et klart hit med sådan en skovsti! Jævnt trampet underlag med meget få sten og andet skarpt/hårdt. Vekslende mellem sand, jord og grannåle og græs - det var helt perfekt! Men igen noget koldt..
Grunden til at jeg går langsomt frem er dels at det bliver man rådet til (ny træningsform, tilvænning, forebyggelse af vabler og skader) og dels at jeg har et ½-marathon her om 10 dage som jeg ikke har tænkt mig at løbe barfodet. Men sommeren er på vej, og jeg har planer om gradvist at øge barfods-delen af min træning. Hvem ved, måske løber jeg et barfods-halvmarathon til efteråret..
Comments
You can follow this conversation by subscribing to the comment feed for this post.