I ugen op til løbet havde jeg flere gange dagligt tjekket DMI og det så mildest talt ikke godt ud. Påklædningsplanerne vekslede, i takt med den skiftende vejrudsigt, mellem de lange tights og de halvlange - bare ben i løbeskørt var 100% sikkert helt ude af billedet.
Da morgenen oprandt og den endelige beslutning skulle tages blev det så til lange tights, langærmet bluse, tynd løbejakke og tåsokker i VFF'erne. På det nærmeste et vinter-outfit, og det var også det rigtige valg.
Det var altså rigtig hundekoldt. Under 10 grader, barsk kold vind og ligefrem en hidsig haglbyge hilste os velkommen ude ved Almindsø ved middagstid.
Men så kom Peter Piskeben og sagde hej med et stort varmt smil, og så var det som om solen skinnede igen! :-)
Og det gjorde den faktisk også. Fra det øjeblik starten gik kl. 13 og resten af dagen kom der ikke en dråbe, solen skinnede fint men koldt var det stadigvæk, og vinden var hård.
De første 5 km løb jeg i en lille gruppe sammen med Peter, en fyr i en Klub100-marathon bluse og så en anden debutant. Det var hyggeligt med lidt små-snak til at starte på. Klub100-fyren havde nogle guldkorn at dele ud af mht at disponere sin tur og finde sit tempo, så det tog jeg til efterretning og lod mig falde bagud efter at vi havde passeret Virklund.
Det gik jo rigtig godt. Som ventet nærmest for godt, og jeg havde svært ved at holde farten dernede hvor den skulle være. Men jeg fik dog sat en lille dæmper på de (stadig) friske ben og det lykkedes mig at passere 10 km da der var gået præcis en time. Ikke helt tosset.
Jeg nød turen. Der var jo overhovedet ingen trængsel på stien og jeg tullede bare stille og roligt afsted og nød på den pragtfulde natur, med skov, marker og hedelandskaber. De ganske få heppende tilskuere fik et smil og et "tak for støtten" tilbage. Max hygge og fortsat gode ben.
Ved 18 km var alting stadig rosenrødt. Jeg havde drukket planmæssigt ved depoterne og var ved godt mod. På det tidspunkt besluttede jeg at give mig selv lov til at tage en gåpause for hver 2. km resten af turen efter 20 km. På den måde kunne jeg dele det op i 11 meget små løbeture, og det virkede psykologisk meget trøsterigt.
Da jeg kom til Bryrup, hvor ½-marathonløberne løb i mål, var jeg faktisk rigtig glad for at skulle løbe videre. Jeg var fuld af energi og der var ikke skyggen af misundelse i mit sind overfor alle dem der løb i mål ved Bryrup Skole. Tilskuerne råbte "God tur!" og jeg var helt enig! :-)
Men kort efter, ved 22km-depotet, mødte jeg Peter Piskeben, der mærkeligt nok kom gående den forkerte vej. Peter fortalte at han havde valgt at stoppe der, mens legen var god. Rigtig ærgerligt for ham, men stor respekt over for den beslutning.
Jeg er meget glad for endelig at have mødt Peter IRL. Nu har vi chattet og blogget og været Endomondo- og FB-venner i meget lang tid, så det var rigtig dejligt endelig at se ham i levende live. :-)
- Peter, regn med at du snart får en invitation til noget barfods-hygge hos mig. Jeg skal bare lige ha' planlagt en rute og fundet en dato!
Efter Bryrup var jeg Palle alene i verden. Langt forude kunne jeg af og til øjne en anden løber, men ellers var der totalt tomt mellem Bryrup og Slagballe. Solen skinnede, fuglene pippede og vinden var i ryggen. Det gik fint, men jeg kunne godt mærke at trætheden var begyndet at sætte ind. Min gå-pause for hver 2-km udsatte jeg dog hele tiden, for den følte jeg ikke behov for.
Og hvor blev Muren af? "Bring it on! For jeg er klar!", tænkte jeg (måske lidt overmodigt) ved omkring 27 km, for efter hvad jeg havde læst og hørt var det på det tidspunkt man kunne forvente at banke ind i den berygtede marathon-mur. Det tidspunkt hvor alting gør ondt og hvor man både fysisk og mentalt er mere end parat til at give op.
Alting *var* faktisk begyndt at gøre ondt, men da slet ikke i en sådan grad at jeg tænkte på at opgive. Brædstrup kom i sigte på omtrent samme tidspunkt hvor min højre storetå begyndte at være øm, og hvor musklerne i baglårene for alvor begyndte at kunne mærkes. Jeg blev også øm over lænden, og menstruationssmerterne (ja, for den $€%¤/£€$!'s menstruation indfandt sig jo selvsamme morgen, 2 dage for tidligt..) begyndte at gøre sig gældende.
Jeg trængte til lidt trøst, og fandt det i 4 vingummibamser som jeg fiskede frem fra lommen. Det hjalp lidt.
Inde i Brædstrup City stod min familie og heppede og vinkede, det var rigtig dejligt!! 32 km, så var der kun 10 tilbage, og 10 km kan man jo altid klare, ikk? Desuden havde jeg jo lov til at gå lidt for hveranden km, og det begyndte jeg så at gøre på dette tidspunkt.
Fra Brædstrup skulle vi løbe 5 km ud til Tønning og lidt videre mod Gammelstrup, hvor der var vendepunkt. Der var medvind og det gik pænt ned ad bakke derud. Grimt at tænke på hvordan hjemturen så i sagens natur ville blive, så det lod jeg være med.. I stedet åd jeg noget druesukker og prøvede at fokusere på mine 2-km's intervaller.
Familien stod også i Tønning og skubbede mig videre. De sagde at det gik godt. Okay, det troede jeg så på og løb videre. Ved vendepunktet var jeg meget træt, men med kun 5 km til mål tog jeg mig lige sammen og tullede videre på mine trætte og ømme ben.
Modvind og op ad bakke. 2-km intervallerne blev suspenderet og jeg tog nu mine gå-pauser nærmest uden at viljen var med ind over. Det var sådan set nærmest noget benene selv bestemte. Viljen måtte så til for at sætte i løb igen. Mine kilometer-tider blev meget langsomme her på den sidste del at turen, over 7 minutter.
Me så var der pludselig kun 2 km tilbage, og jeg vidste at det var klaret! Kort efter var jeg i Folkeparken i Brædstrup, og her skinnede solen, folk klappede og jeg fik en medalje om halsen. Det var så fedt!!!
- Lidt at drikke og spise, og så var det (med støtte af datteren) af med VFF'erne i en fart..
Banan, chips og så en kopfuld af den mest pragtfulde urtesuppe jeg nogensinde har fået.. Den opskrift kunne Naturstimarathon godt ta' og lægge ud på deres hjemmeside..
Den officielle tid er ikke kommet endnu, men jeg målte det selv til 4 timer og 28 minutter, og det er jeg voldsomt tilfreds med!
I dag har jeg det overraskende godt. Benene er naturligvis mega-ømme og skal overtales lidt til at komme i gang når man lige rejser sig, men jeg havde troet det ville være værre. Tørstig og sulten er jeg, men det er jo egentlig lidt ligesom det plejer..
Og hvad så nu?
Jeg har tilmeldt mig et løb i juni og til august lokker Silkeborg triathlon. Allermest lokker dog rolige løbeture på helt bare fødder, men først om nogle dage..
