Barfodsløb

Natursti Marathon 2012

I ugen op til løbet havde jeg flere gange dagligt tjekket DMI og det så mildest talt ikke godt ud. Påklædningsplanerne vekslede, i takt med den skiftende vejrudsigt, mellem de lange tights og de halvlange - bare ben i løbeskørt var 100% sikkert helt ude af billedet.
Da morgenen oprandt og den endelige beslutning skulle tages blev det så til lange tights, langærmet bluse, tynd løbejakke og tåsokker i VFF'erne. På det nærmeste et vinter-outfit, og det var også det rigtige valg.
Det var altså rigtig hundekoldt. Under 10 grader, barsk kold vind og ligefrem en hidsig haglbyge hilste os velkommen ude ved Almindsø ved middagstid.
Men så kom Peter Piskeben og sagde hej med et stort varmt smil, og så var det som om solen skinnede igen! :-)

Og det gjorde den faktisk også. Fra det øjeblik starten gik kl. 13 og resten af dagen kom der ikke en dråbe, solen skinnede fint men koldt var det stadigvæk, og vinden var hård.

De første 5 km løb jeg i en lille gruppe sammen med Peter, en fyr i en Klub100-marathon bluse og så en anden debutant. Det var hyggeligt med lidt små-snak til at starte på. Klub100-fyren havde nogle guldkorn at dele ud af mht at disponere sin tur og finde sit tempo, så det tog jeg til efterretning og lod mig falde bagud efter at vi havde passeret Virklund.

Det gik jo rigtig godt. Som ventet nærmest for godt, og jeg havde svært ved at holde farten dernede hvor den skulle være. Men jeg fik dog sat en lille dæmper på de (stadig) friske ben og det lykkedes mig at passere 10 km da der var gået præcis en time. Ikke helt tosset.

Jeg nød turen. Der var jo overhovedet ingen trængsel på stien og jeg tullede bare stille og roligt afsted og nød på den pragtfulde natur, med skov, marker og hedelandskaber. De ganske få heppende tilskuere fik et smil og et "tak for støtten" tilbage. Max hygge og fortsat gode ben.

Ved 18 km var alting stadig rosenrødt. Jeg havde drukket planmæssigt ved depoterne og var ved godt mod. På det tidspunkt besluttede jeg at give mig selv lov til at tage en gåpause for hver 2. km resten af turen efter 20 km. På den måde kunne jeg dele det op i 11 meget små løbeture, og det virkede psykologisk meget trøsterigt.

Da jeg kom til Bryrup, hvor ½-marathonløberne løb i mål, var jeg faktisk rigtig glad for at skulle løbe videre. Jeg var fuld af energi og der var ikke skyggen af misundelse i mit sind overfor alle dem der løb i mål ved Bryrup Skole. Tilskuerne råbte "God tur!" og jeg var helt enig! :-)

Men kort efter, ved 22km-depotet, mødte jeg Peter Piskeben, der mærkeligt nok kom gående den forkerte vej. Peter fortalte at han havde valgt at stoppe der, mens legen var god. Rigtig ærgerligt for ham, men stor respekt over for den beslutning.
Jeg er meget glad for endelig at have mødt Peter IRL. Nu har vi chattet og blogget og været Endomondo- og FB-venner i meget lang tid, så det var rigtig dejligt endelig at se ham i levende live. :-)
- Peter, regn med at du snart får en invitation til noget barfods-hygge hos mig. Jeg skal bare lige ha' planlagt en rute og fundet en dato!

Efter Bryrup var jeg Palle alene i verden. Langt forude kunne jeg af og til øjne en anden løber, men ellers var der totalt tomt mellem Bryrup og Slagballe. Solen skinnede, fuglene pippede og vinden var i ryggen. Det gik fint, men jeg kunne godt mærke at trætheden var begyndet at sætte ind. Min gå-pause for hver 2-km udsatte jeg dog hele tiden, for den følte jeg ikke behov for.
Og hvor blev Muren af? "Bring it on! For jeg er klar!", tænkte jeg (måske lidt overmodigt) ved omkring 27 km, for efter hvad jeg havde læst og hørt var det på det tidspunkt man kunne forvente at banke ind i den berygtede marathon-mur. Det tidspunkt hvor alting gør ondt og hvor man både fysisk og mentalt er mere end parat til at give op.

Alting *var* faktisk begyndt at gøre ondt, men da slet ikke i en sådan grad at jeg tænkte på at opgive. Brædstrup kom i sigte på omtrent samme tidspunkt hvor min højre storetå begyndte at være øm, og hvor musklerne i baglårene for alvor begyndte at kunne mærkes. Jeg blev også øm over lænden, og menstruationssmerterne (ja, for den $€%¤/£€$!'s menstruation indfandt sig jo selvsamme morgen, 2 dage for tidligt..) begyndte at gøre sig gældende.
Jeg trængte til lidt trøst, og fandt det i 4 vingummibamser som jeg fiskede frem fra lommen. Det hjalp lidt.

Inde i Brædstrup City stod min familie og heppede og vinkede, det var rigtig dejligt!! 32 km, så var der kun 10 tilbage, og 10 km kan man jo altid klare, ikk? Desuden havde jeg jo lov til at gå lidt for hveranden km, og det begyndte jeg så at gøre på dette tidspunkt.
Fra Brædstrup skulle vi løbe 5 km ud til Tønning og lidt videre mod Gammelstrup, hvor der var vendepunkt. Der var medvind og det gik pænt ned ad bakke derud. Grimt at tænke på hvordan hjemturen så i sagens natur ville blive, så det lod jeg være med.. I stedet åd jeg noget druesukker og prøvede at fokusere på mine 2-km's intervaller.
Familien stod også i Tønning og skubbede mig videre. De sagde at det gik godt. Okay, det troede jeg så på og løb videre. Ved vendepunktet var jeg meget træt, men med kun 5 km til mål tog jeg mig lige sammen og tullede videre på mine trætte og ømme ben.
Modvind og op ad bakke. 2-km intervallerne blev suspenderet og jeg tog nu mine gå-pauser nærmest uden at viljen var med ind over. Det var sådan set nærmest noget benene selv bestemte. Viljen måtte så til for at sætte i løb igen. Mine kilometer-tider blev meget langsomme her på den sidste del at turen, over 7 minutter.

Me så var der pludselig kun 2 km tilbage, og jeg vidste at det var klaret! Kort efter var jeg i Folkeparken i Brædstrup, og her skinnede solen, folk klappede og jeg fik en medalje om halsen. Det var så fedt!!!

- Lidt at drikke og spise, og så var det (med støtte af datteren) af med VFF'erne i en fart..

Banan, chips og så en kopfuld af den mest pragtfulde urtesuppe jeg nogensinde har fået.. Den opskrift kunne Naturstimarathon godt ta' og lægge ud på deres hjemmeside..

Den officielle tid er ikke kommet endnu, men jeg målte det selv til 4 timer og 28 minutter, og det er jeg voldsomt tilfreds med!

I dag har jeg det overraskende godt. Benene er naturligvis mega-ømme og skal overtales lidt til at komme i gang når man lige rejser sig, men jeg havde troet det ville være værre. Tørstig og sulten er jeg, men det er jo egentlig lidt ligesom det plejer..
Og hvad så nu?
Jeg har tilmeldt mig et løb i juni og til august lokker Silkeborg triathlon. Allermest lokker dog rolige løbeture på helt bare fødder, men først om nogle dage..

42,195 km

Det var mega-langt og det var mega-hårdt. Men jeg klarede det, mit første marathonløb. Min tid blev ca. 4 timer og 28 minutter, så der er noget at arbejde med.. Er for træt til at skrive om løbet nu, så løbsberetningen kommer i morgen.. Men her er jeg med min medalje:

Yes!!!

Himmelske trails og Gudernes vand

Dette er en løbsberetning, men lad mig lægge ud med at bringe et bibelcitat..
Matthæus, kap 7, vers 13 og 14:
"Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"

Et trailløb leder i sandhed løberen ind på de smalle stier og trange veje, og ved at følge disse smalle og ofte svært fremkommelige stier er der stor chance for at man finder ind til den ægte løbeglæde.  sådan har jeg det i hvert fald :-)
Dette er nok både første og sidste gang man oplever mig citere den hellige bog, men dagens løbeoplevelse var da også noget ganske særligt.

De godt 16 km, med start ved Rørbæk Sø langs først Skjern Å, så til Tinnet Krat hvor begge de store vandløb fødes, så langs den nyfødte Gudenå og ind til Tørring, ledte os løbere igennem noget af det smukkeste terræn man kan forestille sig. Sø, åer, kildevæld. Eng, mark, skov og krat. Sumpet, mudret, glat, tørt, blødt, ondt og rart terræn. Der var det hele, en totaloplevelse af en løbetur.
Og så var det over i købet godt vejr.

Jeg tog billeder. Her er der gang i opvarmningen ved Rørbæk Sø:

Vi var lidt over 100 løbere på den lange rute. Hurtigt kom der spredning på og det meste af tiden kunne jeg højst se et par stykker af mine medløbere. Lidt hyggesnak (mest om VFF'ere og barfodsløb) blev det til undervejs. Det er der jo fint tid til når ambitionsniveauet ikke er så frygtelig højt.. Og flere fotos:

Kuperet terræn til overflod, og smukke udsigter!

Ved Gudenåens kilde serverede en ung mand frisk Gudevand for os:

Direkte fra kilden, måske endda med dafnier. Smagte herligt og var dejlig koldt!
Videre gik turen langs den smalle Gudenå, gennem sumpede enge og storslået natursceneri:

Jeg er ked af at mine fotos er lidt slørede - sådan er det jo med mobil-fotos. Men tro mig, det var smukt derude..
Og smattet. Især den sidste del af turen gav våde og møgbeskidte fødder/sko, og der var vist flere der fik trukket skoene af af mudder-monsteret.. Mine VFF'ere sad heldigvis godt fast, men mudrede, det blev de:

(Og tjek lige hullet i mine gode gamle VFF KSO, snøft!)
Tilbage ved ActionZone i Tørring blev der serveret pastasalat, brød og frugt. Det gjorde godt! Der var nogen der fik præmier. I goodiebag'en, som alle fik, fandt jeg sportsdrikkelse, frugt/nødder, müslibar, drikkedunk og et par kompressionsstrømper - wii!! Det var slet ikke ringe!

Det var alt for denne gang. Nu synes jeg sofaen synger sin sirenesang, det lyder meget lokkende..

18 våde kilometer.

Jeg håber ikke at det bliver regn d. 17. maj. Jeg håber at solen vil skinne gennem et tyndt skydække og at temperaturen lægger sig et sted mellem 15 og 20 grader. Eller vejret skal bare være som sidste år: lige under 20, vekslende skydække og en let/frisk vind.
Regn har vi bare ikke brug for den dag. Skulle det alligevel blive sådan må jeg jo bare leve med det. Men i mine tanker, de billeder og forventninger jeg har omkring løbet, foregår det i godt vejr. Måske fordi det har været sådan de to gange jeg har løbet ½-marathondistancen på Naturstien..
Træningsturen i dag var våd. Det var ikke silende regn, og ikke konstant, men ret vådt var det immervæk. Også under løbejakken da jeg kom hjem. Med 7 - 8 grader var det dog ikke ubehageligt koldt.
Og det gik fint i dag. Jeg havde godt selskab af 4 løbeveninder på de første 11 km, hvorefter jeg forlod dem for at løbe yderligere 7 km. Det lykkedes mig at holde tempoet (i hvert fald gennemsnitshastigheden) hvor det skal være, yes!

Jeg har netop tilmeldt mig et trail-løb, som løber af stabelen på lørdag, d. 14. april. Det er "Vandskellet", som jeg også løb sidste år. En fantastisk, naturskøn og også lidt krævende rute, og jeg kom heldigvis lige i tanker om dette kanon-løb her på falderebet og fik mig tilmeldt i en fart. Sidste frist er i morgen.

Nytårsløbet i Herning

Jeg kan ikke holde det tilbage til slutningen af dette indlæg, men må fyre det af med det samme: Jeg løb min bedste tid *ever* på ½-marathon: 1:59:15 - jeg er stolt og tilfreds! Dette er den officielle tid; den egentlige tid blev 1:58:07, hvor forskellen skyldtes den tid det toag fra starten gik til jeg nåede hen til tids-slusen. Den var lidt smal, som det ses (de røde afmærkninger på fotoet) og jeg stod langt bagude i feltet.

Jeg var afsted i bus sammen med en flok SMT'ere og det var hyggeligt, selvom jeg ikke rigtig kender ret mange af dem. Her kører vi afsted fra Silkeborg mod Herning en dejlig frostkold morgen på årets sidste dag:

Det var dejligt løbevejr. Omkring nul efter en nat med 5 - 6 graders frost, og vinden var let eller nærmest ikke eksisterende. Ruten ude i Herning er ganske flad, og der var heldigvis ikke specielt glat nogen steder. Så der var lagt op til en pæn tid, og det fik jeg! Jeg gik ikke død på noget tidspunkt på turen, selvom jeg ved omkring 17 km gav mig selv lov til at tage en gåpause ved 18 km hvis nødvendigt. Det var det så ikke, og blev det heller ikke. Længste pause på turen var ved første væskedepot ved 7 km, hvor depotpasserne slet ikke kunne følge med, og man måtte stå i kø for at få vand. Jeg hørte bagefter om nogen der slet ikke fik noget fordi der bare ikke var mere da de kom. Det var ikke så godt planlagt lige dér, men eller var det et fint arrangement. Denne nytårs-tur er blevet holdt i rigtig mange år, så de kender jo rumlen. Alligevel var der et par minuser mere: Koldt vand i bruserne. Det havde jeg ikke lige brug for efter 21,1 km ude i vinterkulden. Kedelig suppe, angiveligt med asparges og kødboller. Uden for meget salt vil jeg sige. Og vegetarvenlig, idet der i min portion kun skulle frasorteres en enkelt kødbolle..
Gode lodtrækningspræmier var der, og jeg vandt sørme en fin ny sportstaske! Hovedpræmien var en marathon-tur til Berlin - det ville have været guld at få fingre i den.. En anden løber blev glad dér!
Hov, jeg glemte næsten at jeg kort efter start mødte en af de ægte og hard-core barfodsløbere, Claus fra Silkeborg, som jeg "kender" fra vores barfods-gruppe på FaceBook. Vi snakkede lige lidt, hvorefter Claus drønede deudaf på de bare fødder og med skoene i bæltet. Jeg mødte ham ikke bagefter, men håber han havde en god og ikke alt for kold tur. Jeg synes han er vildt sej!

I bussen hjem serveredes der champagne og kransekage og vi skålede og ønskede hinanden tillykke med et veloverstået ½-marathon. Nu er jeg lidt træt, så mon ikke jeg kan bevilliges en halv time på sofaneseren inden festlighederne bryder ud i aften.
Godt nytår til alle mine (fire) læsere! ;-)

Højdepunkter

I søndags stillede jeg op til "Danmarks Højeste", et helt nyt løb arrangeret af HorsensRun. Jeg havde tilmeldt mig på ½-marathon, de øvrige distancer var kvart- og helmarathon.

Start og mål var på Ejer Bavnehøj, Danmarks (måske) højeste punkt. Ruten var en rundstrækning på 10,6 km, og den skulle jeg jo så gennemløbe 2 gange.
Det var en noget råkold og diset novemberformiddag, men selvom det var lidt koldt deroppe på toppen var vejret nu ganske pænt at løbe i, årstiden taget i betragtning. Løb i bare fødder var dog udelukket - lige i overkanten koldt - så jeg stillede op i mine VFF'ere.
Jeg fulgtes med Annette og Hanne, som er et par af de lokale løbevenner, og hilste også på Susanne, der havde taget turen helt oppe fra Nordjylland.

Som man nok kan se på Annette var det ikke særlig lunt oppe i Ejer Bavnehøj-tårnet, og den smukke udsigt fortonede sig gråt i gråt..
Men starten gik som planmæssigt kl. 10.05, og vi fik hurtigt varmen. Sådan er det jo. De første 2 km var nedad, med rygvind og på markvej. Så blev det til asfalt, hvilket var underlaget på det meste af ruten. Annette forsvandt i tågen ved ca. 3 km, og hende så jeg først igen i mål (hun fik forøvrigt en 2. placering, tillykke med det!). Hanne og jeg fulgtes ad til ca. ved 6 km. Herefter var det solo-løb, bortset fra at Susanne kom og overhalede på et tidspunkt, men med tid til en lille snak.
En smuk rute. Rimelig kuperet, op og ned mellem de grønne bakker. Heste, køer og får og masser af underlige (nogle med et nærmest uhyggeligt udseende) landbrugsmaskiner. Virkelig en landlig rute. Og så kom vi jo til Yding Skovhøj, Danmarks (måske) højeste punkt.. Ja, der er vist stadig uenighed om hvilken knold der skal have æren. I virkeligheden, har jeg ladet mig fortælle, er det højeste punkt slet ikke nogen af dem, men en bakke ved navn Møllehøj. Den ligger vist lige i nærheden..
Ved Yding Skovhøj blev vi igen ledt ind på markveje og lidt skovsti. Ude af skoven igen var der så 2 - 3 km op til Ejer Bavnehøj igen, igen på asfalt. Som en sjov lille detalje blev løberne som afslutning på ruten ledt op i tårnet af de snoede trapper, hen over og ned igen af den modsatte trappeskakt.

Det var lidt hårdt, især på 2. omgang..
Jeg plejer at tænke at det er psykologisk svært at løbe 2 ens omgange. Men det er vist mest i forvejen at man har det forbehold at det er kedeligt og en udmattende tanke at skulle løbe den samme tur 2 gange. For da jeg først var ude på anden runde betød det ikke spor at jeg lige havde været der for en time siden. Tværtimod var det meget rart at vide hvor depoterne var, og også at være forberedt på hvad der var i vente sådan terræn- og bakkemæssigt.
Depoterne var bare i top! 3 steder kunne man få vand og anden drikkelse, og de 2 af stederne var der også disket op med frugt og kage og andet guf. I det hele taget var det er særdeles godt arrangeret lille løb, som jeg gerne vil deltage i igen til næste år.
Min sluttid blev 2:04:45, og det rakte til en 8. plads, hvilket gav mig en placering midt i feltet.. Jeg er godt tilfreds med resultatet, må jeg sige.

Himmelbjergløbet 2011

Så oprandt dagen for dette smukke og halv-hårde trail-løb. Det var fjerde gang jeg deltog, og jeg har virkelig glædet mig! Ikke blot fordi jeg er en sucker for at løbe i skov, bakker og smuk varieret natur, men også fordi jeg i år kunne forvente at møde et par andre barfods-entusiaster, som jeg indtil i dag kun kendte fra FB-gruppen Barfodsløb. Gitte og Morten hilste jeg kort på lige inden løbet gik i gang. Min datter pegede Morten ud for mig: "Se, ham der har helt bare tæer!" Og det havde han jo, men VFF'erne pakket ned i bæltet til brug i nødstilfælde. Gitte spottede vi på VFF'ene og det glade smil.. :-)
Derudover var der jo en hel flok af de lokale løbevenner der skulle ud og kæmpe årets kamp mod "Bjerget i Baghaven": Tine, Tove, Hanne, Anders, Heidi og Anette, plus nogle flere.

Ja, vi kender jo efterhånden ruten, og de forhold vi kunne forvente derude: Først og fremmest bakkerne. Mange af dem, og ret hårde. Jeg har ladet mig fortælle at den lange 15,1 km rute byder på omkring 380 højdemeter. Det er immervæk en hel del..

Så afsted med os! Jeg løb 15,1 km'eren, og her starter jeg ud, i samtale med Hanne, sammen med resten af startgruppe 2.

Turen gik fint. De første ca. 5 km er faktisk de sværeste, sådan rent terrænmæssigt, med en del singletracks, mudder og smat. Glat smat, som man nemt kunne komme galt afsted på. Det gik heldigvis uden uheld, og derefter kørte det bare som en leg! Der var god fart i VFF'erne og alting føltes let og godt. Ved væskedepotet ved 7 km kom Morten susende forbi, stadig helt uden fodtøj på. Imponerende!

Jeg kunne se ham et stykke foran mig mens han legende let (sådan så det i hvert fald ud længere nede fra) forcerede bakken op til H.C. Andersens Bænk. Jeg måtte jo ned at gå på det sidste stykke af den stigning. Men alle mine kræfter var ikke brugt, og resten af turen gik også helt fint - dog med et par gå-ture mere..
Den sidste km var jo op ad selve Himmelbjerget. Jeg *har* løbet den hele vejen op på en træningstur for en måneds tid siden, men det kunne jeg desværre ikke helt præstere i dag. Da jeg fik øje på min gemal fik jeg dog lidt ekstra kræfter og satte i løb. Han havde jo også kameraet fremme, så det..

De fleste af mine med-løbere havde på dette tidspunkt kapituleret og gik op det sidste stykke.

- Så var jeg i mål! Jeg havde ikke selv taget tid, og på skrivende tidspunkt er der endnu ikke kommet officielle resultater, men det gik faktisk rigtig godt, og jeg løb på ca. 1½ time. Sådan her ser et par VFF'ere ud efter 1½ time på Bjerget og omegn:

Her kommer Anders kort efter i mål i flot stil:

En halv banan og en flaske vand indenbords, så var jeg klar til foto-session sammen med Morten og Trine (som jeg først mødte på det tidspunkt):

Trine  havde løbet 9,6'eren, hvilket også gav særdeles mudrede VFF'ere..
Lidt efter fandt jeg Gitte, der også havde løbet 9,6. Her er vi i gang med at forklare de indlysende fordele ved at løbe i minimalistisk fodtøj til en sko-løber, der godt nok syntes det var noget mærkeligt noget og at VFF'erne så ret underlige ud..

Himmelbjerg, tak for i år! Vi ses igen sidste søndag i oktober 2012. Og selvfølgelig en masse gang inden da til gode løbe-, cykle- og vandreture :-) Med eller uden sko..

Klar - parat..

På søndag står jeg her, parat til start, på toppen af Himmelbjerget. Iført FiveFingers og måske ligefrem de korte tigths eller løbeskørtet - det bliver jo fint vejr, ser det ud til!
Det bliver mit 4. Himmelbjergløb, og som sædvanlig er det den lange tur på 15,1 km jeg har tilmeldt mig.
Det er et løb jeg holder meget af. For det første er naturen vanvittig smuk, ruten er tilpas varieret, barsk, mudret og bakket og så er det jo nærmest på hjemmebane. Det er et relativt lille løb med god karma - jeg er bare vild med det, og glæder mig!
Jeg håber at jeg i år får lejlighed til at hilse på et par af barfods-kollegerne fra Barfodsløbegruppen på Facebook. Der er et par af dem der har meldt deres deltagelse i løbet, og det bliver jo spændende at se hvad de vælger at have på fødderne - om noget overhovedet!! Jeg holder mig - trods udsigt til lunt vejr for årstiden - til mine VFF'ere.

Øh.. Hvor skal vi hen, du?

Det blev lidt af en orienterings-gyser, da der i dag blev afviklet Brutal Cross på det militære øvelsesterræn ved Finderup. Vi blev lidt advaret af stævnespeakeren inden løbet startede: "Der plejer altid at være nogen der farer lidt vild, men endnu har vi da ikke mistet nogen derude.."
Om der er gået nogen tabt i dag ved jeg ikke, men kunne faktisk godt frygte det. Mærkningen af ruten var mangelfuld og nogen steder bortblæst, og det skabte kaos, især på de steder hvor ruterne krydsede hinanden eller sig selv (der var 3 ruter: 5, 10 og 21,1 km).

Det var så det negative udbrud. Lige bortset fra min lille afstikker ud på heden i forkert retning, og forgæves spejden efter hvide plastikbånd mange  steder undervejs, kom jeg vist rimelig fornuftigt igennem labyrinten, og jeg synes det var en kanon-herlig rute!! Ud i den rå natur, i blødt sand og mudder, koloenorme vandpytter, stejle stigninger. Og regnvejr. Det var vådt, det var hårdt, det var brutalt og det var smukt!!
Min nye FB-ven, Jens Buhl Christensen, som jeg løb lidt bagefter på noget af ruten, tog nogle skønne fotos undervejs, og jeg har fået lov til at bruge et par af dem her på bloggen.

Det foregik i FiveFingers i dag, men det var bare så fint barfods-underlag! Næste år bliver det på nøgne fødder, helt bestemt.

Min tid på de 21,1 km blev ret dårlig i forhold til hvad jeg plejer. Det man man sikkert godt forstå når man ser stiernes tilstand. Meget stejle skråninger, med huller og kratere og store vandpytter. Mange steder var det bare nemmere at gå/klatre.

Et langt stykke løb jeg sammen med Anette her, og hun klarede at få os igemmen den værste labyrint ude omkring 7 - 9 km - det havde hun bare styr på!! Men jeg sakkede bagud og endte helt alene ude på heden - og klarede helt selv at løbe forkert, vende om og finde tilbage på ruten igen..
Der var smukt derude, og så i regnvejr.

Jeg håber at IFK Motion næste år får styr på rute-afmærkningen så det bliver lidt nemmere at finde rundt, for jeg glæder mig allerede til at løbe ude i det skønne terræn igen!

Stadig øm..

..og træt i benene her to dage efter den vel-overståede kvarte jernmand til Silkeborg Triathlon. Det var hårdt, men godt!
Dagen oprandt jo med dejlig solskin og en frisk blæst, hvilket faktisk var fantastisk heldigt når man tænker på det våde og kedelige vejr vi ellers har måttet trækkes med på det sidste.
Jeg var tidligt på banen med cykler og udstyr, for der skulle gøres klar både til mit eget løb og til børnenes Ironkid-konkurrence, og deres far skulle ud og dirigere trafik på cykelruten. Mens vi gjorde klar i skiftezonerne gjorde deltagerne på den halve Ironman-distance sig klar i vandkanten af Almindsø, og startskuddet gik!

- Derefter var der endnu 1½ time til jeg skulle afsted, så der var god tid til at gennemgå skifte-proceduren med de 2 12-årige, der skulle i ilden lige efter den sidste svømmer på den kvarte distance var kommet op af vandet.
Og lige pludselig var det tid for 1/4 Ironman-deltagerne, så det var med at komme i våddragten og i baljen! Svømningen (950 meter) gik rigtig godt, men hold da op hvor er det svært at få plads til at svømme. Jeg tror jeg startede lidt for langt bagud, for jeg blev hele tiden bremset af de foranliggende svømmere. Alligevel var min svømmetid lidt bedre end forventet, så det var jo fint. Her kommer jeg op og er på vej hen i skiftezonen til min cykel.

Cykelturen på de 45 km gik også rigtig fint. Ingen problemer af nogen art, og vejret var stadig okay, omend en smule blæsende. Til sidst på cykelturen kom der et par dråber, men tilbage i skiftezonen skinnede solen igen. Af med cykelsko, hjelm, handsker og vindjakke og på med fivefingers. Det tog nogen tid og var besværligt, for mine tæer var kolde og stive og svære at få puttet ind i VFF'ernes tåhuller. Men jeg kom da afsted ud på de afsluttende 10½ km rundt om søen. Så satte regnen ind. Og trætheden. De første 2 km føltes som 5, og jeg kunne næsten ikke overskue at skulle løbe 10,5.. Men efter vendepunktet så det hele da lidt lysere ud, og selvom jeg måtte tage mig et par gå-pauser når det gik lidt opad havde jeg i det mindste fokus på at *nu* kunne det ikke gå helt galt: jeg ville gennemføre det selv hvis jeg blev nødt til at gå resten af vejen til mål. Jeg klarede dog at komme ind målområdet og over måtten i løbende stil - er du gal, jeg var færdig!!

Min samlede tid blev 3:12:32, og jeg er yderst tilfreds med det resultat!
- Og da jeg så havde sundet mig lidt med en banan og en masse vand fik jeg at vide at mine 2 Ironkids var blevet henholdsvis nr. 1 og nr. 2 i deres klasser. Så er man en stolt mor!!