Det var pragtfuldt! En hel uge med vidunderlig Indian Summer. 20 - 22 grader, blid solskin, badning i søen og middagslur i solen på terassen. Det lader til at i går søndag var sidste dag med dette fantastiske varme efterårsvejr, og det benyttede jeg mig af til en løbetur på bare fødder. Sikkert årets sidste langtur uden fodtøj, for det *er* altså bare ikke mig med bare fødder på kold jord. Desværre, sådan er det bare. Det er ikke noget man kan vænne sig til (har ellers prøvet. Multi..), så når vi når ned på omkring 8 - 12 grader er min kuldegrænse altså nået og der må noget isolerende mellem mine fodsåler og jorden.
Men i går!! Ahh. Det var barfods-lykke af første grad.. Først en god kilometer op igennem byen på asfaltvej. Så drejede jeg ind på Bormlundstien ned til Langebakke og Hejnæsvej, en strækning med græs, jord, også lidt sten og grus sine steder, men ikke meget. Hejnæsvej er skøn at løbe barfods på. Det er en meget sandet vej med meget lidt sten og grus. Så asfaltvej igen en lille kilometer, hvorefter jeg tog en lyng/skovsti ind i vildnisset. Jeg måtte dog vende om igen da der er nogen der har spærret stien med en ordentlig bunke grene og kvas. Ingen vej udenom, for det er virkelig vildnis med nælder, brombærkrat og så videre. Tæt og stikkende.. Så jeg tog en anden sti. Græs, jord og skovbund de sidste 3 km hjem. I alt blev det til en tur på 12 km. Fødderne klarede det helt fint, selv om det faktisk er meget længe siden jeg sidst har løbet plus-10km ture uden FiveFingers.
Jeg havde dog et mindre uheld til allersidst på turen hvor jeg bankede den ene storetå ind i en trærod. Av-av.. Men ingen mén efterfølgende.
Jeg håber på at temperaturen vil tillade mig nogle flere barfodsture her i efteråret, men jeg er klar over at det er ved at være slut. Hvis jeg havde råd ville jeg købe mig nogle fede minimalist-sko her til vinteren, nogle som man kan have uldsokker på i. Til de helt lave temperaturer duer VFF'erne bare slet ikke, heller ikke med tåsokker. Det er simpelthen for koldt når tæerne ikke sidder sammen og kan varme hinanden..
Heldigvis har jeg mine kajaksko som jeg brugte en stor del af sidste vinter. De kan forhåbentlig holde endnu en sæson.
Comments